Actions i PS – din vej til mindre arbejde!

Da jeg i sin tid begyndte at benytte mig flittigt af actions i Photoshop, blev min retoucheringstid pr. billede nedsat væsentligt! Derfor vil jeg gerne dele denne lille feature med dig, så du også kan optimere din arbejdsgang i Photoshop.

Jeg har denne gang lavet en video, hvor jeg gennemgår hvordan du opretter og bruger en action. Actions kan bruges på langt mere kreative måder, men med denne video får du styr på det basale.

Forhåbentlig kunne min video være med til at gøre det lidt sjovere for dig at arbejde i Photoshop, og tak fordi du kiggede med. 🙂

TEASER: Mit næste indlæg bliver også en videotutorial. Denne gang viser jeg hvordan jeg i Photoshop arbejder med at gøre modellens øjne knivskarpe og levende. Håber at se dig igen. 🙂

Del dette indlæg på Facebook

Reklamer

Beautypigen og vindmaskinen – A perfect match!

Forleden dag gik jeg forbi min lokale bladpusher som jeg plejer, og tog et kig på modemagasinerne i vinduet. Der stod 8 af de største af slagsen, og jeg nærstuderede forsiderne på dem alle. Der var en kvinde på samtlige forsider (ikke overraskende), og de så alle brandgodt ud. Og man var ikke i tvivl om at det var et beautybillede. Men hvad er det egentlig der gør et beautybillede til et beautybillede?

Naturligvis spiller farver, komposition og retoucheringsteknik en væsentlig rolle. Ingen tvivl om det. Men det er ikke det jeg vil komme ind på her. Derimod er det deres flagrende hår! Ja, kære læser, den gode gamle vindmaskine hører sig bare til på et beautyshoot. 🙂

Bare ta’ et kig på det aktuelle Vogue Magazine eller det danske Costume. Begge steder har deres forsidemodel fået lidt maskinelt vind i håret. Og det ligner en million!

For et par uger siden blev jeg hyret til at skyde nye PR-billeder til DJ Mary Swan, og jeg fik hevet vindmaskinen frem til det sidste foto, for at give fotoet et ekstra løft! Du kan se resultatet og diagrammet her:

DJ Mary Swan

DJ Mary Swan

Fotoet har, i mine øjne, helt klart fået et løft af at håret får lidt liv ved hjælp af en vindmaskine. Her ser du selve set-up’et:

Lysdiagram - DJ Mary Swan

Lysdiagram - DJ Mary Swan

Der var desværre ikke en vindmaskine jeg kunne sætte ind i diagrammet ovenfor, men vindmaskinen var placeret sådan nogenlunde under lampen. Men prøv dig frem med nogle forskellige placeringer, for at ramme præcist det look du går efter.

I øvrigt placerede jeg, som du også kan se på diagrammet, modellen et godt stykke væk fra den hvide rundhorisont, for på den måde at skabe en lidt mere mørk baggrundsfarve, der ville give det endelige foto lidt mere kant, end hvis baggrunden bare var hvid.

Held og lykke med selv at afprøve teknikken, og tak fordi du læste med. 🙂

TEASER: I morgen vil jeg vise hvordan du med “actions” i Photoshop kan optimere måden du arbejder på væsentligt. Alle de små ting du gør ved hvert enkelt billede (næsten) hver gang, kan du få Photoshop til at gøre ganske automatisk. Du sparer tid, og kan derfor koncentrere dig om de mere spændende ting!

Del dette indlæg på Facebook

Perfekt fokus ved lille dybdeskarphed – Step-by-Step guide!

Til tider, når du skal skyde fotos med lille dybdeskarphed, kan din autofokus godt drille lidt. Den stiller simpelthen ikke skarpt på præcist det punkt du ønsker. Den hopper måske endda frem og tilbage mellem et par punkter, du retter lidt på kameraet, prøver igen, indstiller kameraet til færre fokuspunkter, prøver igen, den hopper stadig frem og tilbage mellem punkter… Du giver op!

Men men men – hvis du har et Nikon D3 (eller D3x/D3s) så er der håb forude! Nedenstående kan sikkert også fungere med andre modeller af Nikon med live-view og andre mærker som Canon eller Sony, men jeg kender ikke den præcise fremgangsmetode på andre kameraer end Nikons D3.

Det er i virkeligheden uhyggeligt simpelt! Svaret er: manuel fokus! Men at stille manuelt igennem søgeren er ikke altid så nemt. Du risikerer, med et lille blændetal som f.eks. 2.8, at selvom det ser skarpt ud i søgeren, så er det ikke skarpt PRÆCIST hvor du ønsker det. Men det er der råd for!

LIVE-VIEW! Jeg bruger normalt aldrig min live-view. Jeg har det lidt med live-view som jeg har det med auto-indstillingen – det hører sig de små konsumerkameraer til. Man bruger ikke live-view på et shoot med sit spejlrefleks. Og dog! For nogle gange kan det rent faktisk spare dig masser af tid og ærgelser, hvis du slår dit live-view til.

Forestil dig f.eks. at du skal skyde et billede af en masse tegnestifter, på en hvid baggrund, og at du kun skal stille skarpt på én af dem (et meget sandsynligt scenarie, og slet ikke noget jeg kun nævner fordi tegnestifter var hvad jeg lige havde til at demonstrere teknikken med!). Din autofokus vil højest sandsynligt volde dig store problemer, og stille skarpt som vinden blæser. Det er HER du skal slå din live-view til, og stille skarpt manuelt.

Men hvorfor bruge sin live-view? Jo, fordi du kan zoome helt ind på den ene tegnestift du skal stille skarpt på, og dermed med stor præcision stille knivskarpt med manuel fokus netop hvor du ønsker det.

Du gør følgende (tager udgangspunkt i tegnestifter stadig, men det er trods alt op til dig hvad du vil skyde :))

  1. Smid dit kamera på et stativ.
  2. Vælg live-view indstillingen ved at dreje dit hjul hen på [lv]
  3. Vi går ud fra at du har ordnet din hvide baggrund, og placeret tegnestifterne foran kameraet. Komponer nu billedet igennem din sædvanlige søger.Tryk derefter på en af AF-ON knapperne, indtil du hører et bip. Kameraet har nu fokuseret normalt.
  4. Nu presser du udløserknappen helt i bund – som hvis du skulle tage et billede. Vupti! Nu har du live-view, og du burde kunne se tegnestifterne på din skærm.
  5. Nu kommer det rigtigt smarte! Tryk på din zoom-knap (den med en lup på) og drej samtidigt på det primære kommandohjul. Du zoomer nu ind på den tegnestift du vil stille skarpt på. Du kan forstørre op til 13 gange, og du kan naturligvis flytte skærmen rundt, så du kan se hele billedet. Brug din multivælger til det formål (den runde med pilene på).
  6. Når du først har zoomet ind på den tegnestift du har valgt ud, er det INGEN sag at stille knivskarpt manuelt!
  7. Tryk din udløserknap i bund når du har stillet skarpt (en trådløs udløser vil være at foretrække, så du ikke ryster dit kamera) – og ta daaaa!
  8. Du har nu taget et super skarpt billede, under svære omstændigheder, ved hjælp af dit live-view.

Resultatet ser nogenlunde sådan her ud:

Manuel fokus med live-view - Nikon D3

Manuel fokus med live-view - Nikon D3

Nu er oventående foto jo ikke super interessant, men tænk ud af boksen! Tænk hvad du lige pludselig kan gøre ved dine portrætter, madfotos eller andre produktskud. Mulighederne er uendelige, og det er lige pludseligt blevet langt langt nemmere at stille skarpt i en ruf. 🙂 Hint: Det er den lyserøde tegnestift jeg har stillet skarpt på! 😉

Tak fordi du læste med. Jeg håber, at du kunne bruge ovenstående guide til noget, og at den kunne inspirere dig i dine fremtidige billeder… God fornøjelse i hvert fald. 🙂

TEASER: I morgen vil jeg skrive lidt om mit shoot med Dj Mary Swan, og vise hvad man f.eks. kan få ud af en enkelt lampe og en vindmaskine. Et lysdiagram bliver det også til, så stay tuned. 🙂

Del dette indlæg på Facebook

Konkurrence – De bedste af de indsendte

Vi er kun 2 dage inde i konkurrencen, men allerede nu vælter det ind med fotos fra hele landet. Dejligt at se! 🙂

Jeg har valgt nogle af de bedste bud ud her, og du kan på den måde se hvad du er oppe i mod. 😉 Så hvis du ikke allerede har sendt dine bud på vinderbilledet ind, så kom i gang! 🙂

Ovenstående fotos er indsendt af: Veronica Jacobsen, Christian Jørgensen, Lars Christensen, Martin Bonde, Ole Condrup, Rikke Christensen & Johnny Boje Jensen.

Du kan læse mere om konkurrencen her!

TEASER: I morgen gennemgår jeg en lille og simpel, men super fed, feature på Nikon D3. En feature der især er god til billeder med meget lille dybdeskarphed – f.eks. mad-, portræt- og produktskud.

Del dette indlæg på Facebook

Glædelig Jul!

Jeg ønsker jer alle en rigtig glædelig jul! 🙂

Selvom det er juleaften, så vil jeg stadig lige smide et indlæg til jer. 🙂 Videoen her er godt nok én stor reklame for California Sunbounce, men ikke desto mindre viser den også hvor langt man kan komme med blot reflektorer, og det er lige mig! Enjoy! 🙂

TEASER: I morgen viser jeg nogle af de bedste bud der er blevet sendt ind til konkurrencen indtil videre. Husk at du selv kan sende billeder ind til og med d. 20. januar 2010. Det er ligegyldigt hvornår billederne er taget, blot det er dig selv der har taget dem. Læs mere under “Konkurrencer“.

Del dette indlæg på Facebook

Fotokonkurrence – vind en gratis plads på min workshop!

Ja, jeg ved det godt! Jeg havde egentlig annonceret at jeg ville skrive om mit shoot med den nye danske gruppe som jeg har skudt et cover for, men da drengene ikke engang har set billedet selv endnu, så vil jeg lige vente til efter jul med at smide det på mit site – men så skal I også nok få hele historien, inkl. lysdiagrammer. 🙂

I stedet har jeg besluttet mig for at afholde en fotokonkurrence, hvor præmien er en gratis plads på min workshop til februar (værdi af kr. 1.740,-).

Hvis du allerede har tilmeldt dig workshoppen, så kan du naturligvis deltage alligevel. Hvis du vinder vil du få dit depositum refunderet, og du vil derefter deltage gratis på min workshop. 🙂

Konkurrencen er simpel:

  • Da jeg selv fokuserer på portrætter, er “Mennesker” også emnet for konkurrencen. Med andre ord, der skal være min. én person på dit foto. Fotos kun af natur, dyr og objekter vil ikke kunne deltage denne gang. Måske næste gang. 🙂
  • Send dine bedste fotos til mig på info@michaelbang.com
  • Du må sende så mange fotos du vil, og af så mange omgange du vil. Ingen begrænsning.
  • Dine fotos må dog max fylde 250kB pr. stk.
  • Det bedste foto (i mine øjne) bliver vist her på min blog.
  • Du beholder naturligvis ophavsretten på de billeder du sender ind, og jeg bruger det udelukkende til at vise vinderen her på min blog, og til at fortælle hvorfor billedet vandt.
  • Du kan indsende fotos indtil d. 20. januar 2010.
  • Vinderen bliver kåret og vist her på bloggen d. 21. januar 2010.

Jeg håber at så mange som muligt vil deltage! 🙂

Hvis du har spørgsmål til konkurrencen, så er du mere end velkommen til at smide mig en mail.

Glædelig jul og rigtig godt nytår!

Bedste hilsner,

//Michael

Del dette indlæg på Facebook

Hjemmestudie – Billigt, nemt, bekvemt.

Da jeg i sin tid begyndte at skyde for at gøre det til min levevej, fandt jeg hurtigt ud af, at hvis jeg skulle have mig noget erfaring i at skyde i et studie, så nyttede det ikke noget at jeg skulle leje mig ind på timebasis hver gang. Det ville simpelthen blive for dyr en løsning – og alt for besværligt! Ja, jeg er nok lidt mageligt anlagt, men at slæbe al mit udstyr ud til et studie og hjem igen “kun” for at øve mig på en model, det var ikke lige min kop the! 🙂

Jeg valgte at være ærlig overfor mig selv og blot konstatere, at hvis jeg ville have noget hurtig erfaring, så måtte jeg anskaffe mig et hjemmestudie. Og som sagt, så gjort! Og nu får du opskriften på mit gamle hjemmestudie. Det er nok ikke den absolut billigste løsning, men den virkede for mig dengang – og var forholdsvist billig. 🙂 So here goes!

Ingredienser:

Bowens Flash GM PRO 2x500Ws KIT: kr. 9.495,-

MANFROTTO 314B BAGGRUNDSKIT: kr. 1.795,-

2 stk. POCKET WIZARD PLUS2 T/R (CE VERSION): kr. 2.400,- (kr. 1.200,- pr. stk.)

COLORAMA 165 ARCTIC WHITE 2.72 X 11 M.: kr. 485,-

I alt: kr. 14.175,- (kr. 17718,75,- inkl. moms)

Ovenstående lyder måske ikke vildt billigt, men set i forhold til hvor mange shoots jeg har klaret med ovenstående udstyr, så har det tjent sig hjem rigtig rigtig mange gange! Endda også hvis man kun ser på de timer jeg har skudt modeller blot for at øve mig. Det giver en utrolig ro (og selvtillid) at stå hjemme i sin egen stue, med en model du kender, og så ellers bare prøve alt muligt forskelligt af. Du kan gøre LIGE hvad der passer dig! Ingen griner, ingen siger hvad du kan og ikke kan – og du kan blive ved i flere timer. 🙂

Men hvad er alt det ovenfor egentlig?? Hvad sørensen er f.eks. en Pocket Wizard? Det ANER man jo ikke, hvis ikke man enten har læst sig til det, eller har været med en fotograf ude før. Derfor har jeg smidt en kort forklaring på de enkelte indkøb her:

Bowens flash

Bowens flash

Bowens Flash Kit: Det er de to lamper (flashes) som du skal bruge til at lægge dit lys med. To lamper er ikke meget, men det kan faktisk få dig et meget langt stykke hen ad vejen. Lamperne er kernen i dit shoot.

Med en paraply og en softbox (som er inkluderet i kittet) er du dækket godt ind til at starte med. Senere hen når du vil udvide dit sortiment og have flere muligheder hvad angår lyssætning, så kan du nøjes med at købe ekstra tilbehør til dine lamper. Smart!

Manfrotto baggrundskit

Manfrotto baggrundskit

Manfrotto baggrundskit: Det er det stativ der skal holde din baggrundsrulle, så du f.eks. kan lave en helt hvid baggrund. Det er mobilt, hvilket vil sige at du kan pakke det op og ned efter behag, og det behøver altså ikke at stå fremme i stuen konstant. 🙂

Kittet vejer ikke synderligt meget, og der følger en taske med til, som du snildt kan pakke det hele ned i og gemme af vejen. Tasken er også genial når du vil have baggrundskittet med ud på location, hvilket en gang i mellem kan være nødvendigt.

Pocket Wizard

Pocket Wizard

Pocket Wizard: En Pocket Wizard, ofte bare omtalt som PW, er en lille “fjernbetjening” som du placerer på dit kamera i kameraets “sko”. Altså der hvor du normalt ville sætte en flash. Men der skal to Pocket Wizards til for at det giver mening. En der agerer sender på dit kamera, og en som agerer modtager på en af dine lamper. Når du så tager et billede med dit kamera, så sender den lille smarte tingest et trådløst signal til den anden lille smarte tingest, som så fortæller din lampe, at den skal flashe af. Den lampe UDEN en PW, bliver automatisk trigget af lampen MED en PW. Ta daaaa! Et trådløst system! Håber det giver mening – ellers spørg. 🙂

Colorama

Colorama

Colorama Artic White: Colorama er en anerkendt producent af baggrundsruller, og Artic White står såmænd bare for farven på rullen. I dette tilfælde altså hvid. Denne rulle er lavet af papir, men du kan også få stof ruller. Valget er op til dig selv.

Her har du 3 eksempler på billeder jeg har skudt med ovenstående udstyr. På det sidste foto har jeg blot skiftet baggrunden ud med en sort rulle i stedet for en hvid.

Asle - Ditte - Kira

Asle - Ditte - Kira

Du kan se alle tre billeder i stor størrelse på mit website: michaelbang.com

Håber at du fik nogle idéer til dit eget hjemmestudie, og tak fordi du læste med. :)

TEASER: I går skød jeg billeder for en ny gruppe der snart rammer den danske musikscene med et brag af et nummer! De var super friske på at lave noget anderledes, og resultatet – sammen med et lysdiagram – får du i morgen. 🙂

Del dette indlæg på Facebook