Mit første pladecover – Og hvordan jeg skød det

Jeg har altid været, og er stadig, fascineret af den musikalske scene. Det være sig sangere, komponister, dj’s osv. Og jeg har da også skudt en del kunstnere fra netop det miljø. Så da jeg fik en mail fra Alexander Brown om at de (Yepha (fra UFO Yepha), Hampenberg og Alexander Brown) gerne ville hyre mig til at skyde coveret på deres nye single, var jeg da heller ikke sen til at skrive tilbage, at det ville jeg med største fornøjelse!

Ovenikøbet gav de mig stort set frie tøjler til at komme med mit bud på coveret, og efter et par mails frem og tilbage, blev vi enige om setup’et. Dog blev det i 11. time ændret, men det fortæller jeg mere om senere i dette indlæg. 🙂

En lille uges tid efter vores første mail, mødte vi alle op i det studie jeg plejer at skyde i. Jeg valgte et ret simpelt setup, da min ide til coveret var, at de tre kunstnere skulle være centrum – ikke så meget pis. Det var deres først single sammen, og det syntes jeg krævede at køberne af nummeret virkelig fik banket deres ansigter op i fjæset når de afspillede nummeret på deres iPod, iTunes eller hvad de nu brugte.

Min lyssætning så sådan her ud:

Lyssætning til "Skub til taget"

En softbox over modellens venstre skulder, en beautydish oppe til venstre for modellen, og en sort baggrund. That was it! Som regel når jeg skyder er min lyssætning forholdsvis simpel. Det er sjældent at jeg har brug for mere end 2 – 3 lamper, og jeg tror faktisk at det højeste antal lamper jeg nogensinde har skudt med er 5.

Jeg skød de tre gutter hver for sig, og de tre billeder blev efterfølgende lagt sammen til ét. Det færdige resultat blev følgende:

Coveret til singlen "Skub til taget"

Som jeg skrev tidligere, så blev coveret ændret i sidste øjeblik inden det røg ud til iTunes osv. Min oprindelige idé var, at de tre skulle være lige “høje” – altså, så Yepha ikke var højere end de andre på billedet. Derudover skulle der være streger mellem dem, som ligesom opdelte de tre portrætter. Men da jeg lavede ovenstående billede, og sendte et hurtigt udkast til drengene, så blev det besluttet at vi ændrede det til det du ser her. En sjov lille ting er så, at selveste Britney Spears’ netop har udgivet en cd med alle hendes hit-singler, og med et cover der netop bruger det med at opdele coveret med streger, præcist som min oprindelige idé. Det er sgu da pudsigt! 🙂

Britney Spears' nye cover

Singlen “Skub til taget” har efterhånden været på gaden i nogle uger. Den strøg ind på Danmarks officielle hitliste, Dancechart.dk, på en 6. plads. Ugen efter røg den endnu længere op, og i skrivende stund ligger “Skub til taget” nummer 2, kun overgået af Alphabeat med “The Spell”. Stort tillykke til drengene!!

Du kan købe nummeret på iTunes, TDC Musik og på en masse andre sites, men hvis du lige skal have en lille smagsprøve inden, så tjek nedenstående Youtube-klip:

Som altid skal du have en stor tak fordi du læste med! 🙂

TEASER: I mit næste indlæg vil jeg smide et link til en ret så interessant side, hvor man i den grad kan hente inspiration. Både til fotos men også til designet på sit website.

Del dette indlæg på Facebook

Skriv en kommentar