Harry Potter – og kunsten at forsvinde i mængden

Jeg skal bestemt ikke brokke mig! Det har været en fantastisk uge, der har budt på mange spændende oplevelser – både i form af interessante shoots, nye forretningsforbindelser, mange timer i selskab med nogle af mine bedste venner, kreative brainstormmøder med min assistent og ven Phillip Drago (der kulminerede i et surrealistisk pitch af en reklamekampagne for boksershorts) og nye bekendtskaber.

Dog vælger jeg alligevel at fortælle om en aften der i særdeleshed fik sat min selvkontrol på prøve, og fik udfordret min angst for ekstremt mange mennesker jeg ikke kender, på et relativt lille sted!

Min gode ven og journalist på Her&Nu, Martin Hjort, havde inviteret mig til Gallapremiere på Harry Potter dagen før den udkom i biograferne. Naturligvis med rød løber, kendisser en masse, udklædte Harry Potter fans, gratis drikkevarer og popcorn osv osv… Med andre ord alt hvad der nu hører sig til et arrangement af den type. Normalt siger jeg egentlig nej tak til den slags arrangementer. Ikke med min gode vilje eller fordi jeg er for fin til den slags (og slet ikke fordi jeg bliver tilbudt det på en daglig basis), men mest af alt fordi jeg ikke er meget for at komme steder hvor jeg stort set ingen kender, og hvor der samtidigt er proppet med mennesker. Kort fortalt: Jeg HADER det!! Men lige i torsdags var jeg totalt ovenpå, og følte mig overdrevet overskudsagtig, og var derfor ikke sen til at sige “Heeeeelt sikkert!” da Martin ringede og ville ha mig med.

Tidspunktet for min exit fra min lejlighed på Vesterbro nærmede sig, og jeg hoppede derfor i noget afslappet tøj (efter en heftig tøjdiskussion med min roomie og hendes veninde!), og sprang derefter ud af døren. Egentlig havde jeg besluttet mig for at tage en taxa, men skiftede alligevel mening, og tog istedet bussen ind til Hovedbanen, og gik så derfra og over til Imperial.

Mit humør var stadig i top, og jeg så frem til at mødes med Martin som jeg ikke havde set i et stykke tid, og en hyggelig biograftur. Men i samme sekund jeg drejede rundt om hjørnet og kunne se Imperial og den kilometerlange og kilometerbrede kø foran biografen, og ikke mindst alle de mennesker der havde stillet sig bag gitterhegnet der omkransede den røde løber for at få et glimt af de kendte, begyndte sveden på min pande at pible frem og fortrydelsens bitre smag at melde sig! Jeg stoppede helt op, lamslået, og blev stående ca. 200 meter væk fra indgangen. Ingen Martin i syne! Jeg ledte febrilsk efter min mobil i min lomme, fik den klappet op, og selvom jeg normalt føler decideret ubehag ved at skulle ringe nogen op, fik jeg lynhurtigt og uden at tænke over det speeddialet Martin! Intet svar! Sveden havde nu bredt sig til mine håndflader og ryg, og jeg kunne kun tænke på hurtigst muligt at få fat på Martin, så jeg ikke skulle face horden af mennesker alene! Fik trykket to gange på den grønne knap på min mobil, og den ringede endnu engang Martin op… Stadig intet svar! Aaaarrghh!! FUCK!! Fik med rystende hænder skrevet en sms a la: “Er her nu! Hvor er du? Ring!”… Der gik kun et par minutter inden Martin ringede mig op, men det føltes alligevel som en evighed! “Hvor er du?”, fik jeg som det første fremstammet. Martin fik med rolig stemme fortalt at han stod lige foran biografen. Ude foran menneskemylderet!? Lige i centrum af begivenhederne!? “Hvorfor fanden skal du også stå der??” fik jeg tænkt, men måtte alligevel bide det i mig, og bevæge mig mod den endnu voksende kø.

Jeg fandt hurtigt Martin, der havde stillet sig ud foran køen, midt på cykelstien, for at jeg bedre kunne se ham. Martin fortalte at han skulle arbejde, dvs. stå i presseboksen og interviewe de kendte der nu måttte dukke op, og jeg var derfor overladt lidt til mig selv indtil filmen startede. Jeg sværger!! Mit hjerte stod stille et kort sekund da jeg fik den besked. Jeg kunne simpelthen ikke overskue at skulle stå i køen, alene, med en milliard andre mennesker jeg ikke anede hvem var, og skulle gå op ad den røde løber, igen alene, med pressefolk på den ene side, og crazy Harry Potter fans på den anden! For det første, hvem går alene i biografen?? Når jeg f.eks. ser en mand der tager alene i biografen tænker jeg altid: “Ej, hvor er det synd for ham! Hvorfor tager han alene i biografen? Har han ingen venner?”, og får altid lyst til at spørge om han dog ikke vil følges med mig og dem jeg er sammen med. Jeg ville virkelig føle at folkede kiggede på mig med samme fordømmende øjne og tænkte, at jeg måtte være en ensom freak! Totalt overdramatiseret, I know, men det var nu engang sådan jeg tænkte! Og for det andet, jeg DUER BARE IKKE til at være alene i en menneskeflok! Jeg går totalt i baglås, og aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv! Tror det dybest set bunder i, at jeg er en sindssyg kontrolfreak. Og i en sådan situation føler jeg, at jeg mister noget af den kontrol jeg har brug for for at fungere optimalt.

Mine øjne og svedperlerne på min pande må i DEN grad have fortalt hvad jeg tænkte, for inden jeg nåede at protestere over Martins manglende tilstedeværelse forbarmede han sig: “Ved du hvad, du går sgu bare med mig…”. YES!!! Oooohhhhhh yes!! Tak Martin! Du reddede SÅ meget min aften der!! Fik jeg slet ikke fortalt ham den aften, så håber på at han får læst dette. “TAK MARTIN!” 🙂

Jeg fulgte efter Martin, foran køen, og ind ad en sidedør så vi undgik den røde løber, og i stedet kom ind ved siden af den, direkte ind i presseboksen. Jeg fik hilst på biografdirektøren som stod for arrangementet, og min ven Jim Lyngvild var der også for at dække begivenheden for Ekstra Bladet. Min puls begyndte så småt at falde til et normalt niveau, og min kropstemperatur gik fra febervildelse til forårslun.

I stedet for at blive i presseboksen gik jeg ud på den anden side, så jeg på den måde stod inde i den første del af Imperial. I et hjørne, gemt godt af vejen, men alligevel tæt nok på presseboksen til at jeg hele tiden kunne se Martin, og føle at jeg ikke var helt alene…

Og det var en fin løsning. Lige indtil de åbnede dørene, og folk VÆLTEDE ind, op ad den røde løber, og hen i mod den del af biografen hvor jeg også stod! Og samtidigt med at horden af vilde gnuer som i Løvernes Konge hastigt nærmede sig min lille enklave, forsvandt også Martin ud af syne! Fra at være tæt på toppen og afslappet, gik jeg på et halvt minut til at styrtsvede og være alt andet end cool! Jeg følte mig pludselig helt alene, og trængt op i en krog. Det hjørne der før havde reddet mig, føltes nu mere som et lille bitte fængsel hvor væggene kom tættere og tættere på jo flere mennesker der fik mast sig ind i biografen, end det rare lille helle det havde været for få minutter siden!

Jeg overbeviste mig selv om, at mit lille hjørne stadig var det bedste sted at stå, men ak ak hvor tog jeg dog fejl. Det viste sig nemlig at to af skuespillerne fra filmen også var på vej, og snart ville indtage den røde løber, med det udfald, at netop mit spot ved siden af presseboksen pludselig blev til et stærkt eftertragtet sted at være for autografjæggere, teenange-papparazier og små unger med deres mobilkameraer! Der findes kun én ting værre end mange mennesker – mange BØRN!!

Så med vemod måtte jeg lade mig presse ud af mit hjørne, og forlade den ellers så sikre havn, og bevæge mig ud i mængden af forventningsfulde biografgængere…

Jeg fandt dog hurtigt et nyt lille hjørne ved trappen, tæt på bagudgangen, hvor jeg stort set i ro og fred kunne stå og betragte det kaos der efterhånden herskede i Imperial.

Jeg vil ikke kede dig mere med mine angstanfald, men i stedet hoppe frem til filmens start! Dog vil jeg da lige blære mig med, at jeg så mit store idol, den altid sommerbrune nyhedsvært, Jes Dorph-Petersen. Man kan da ikke andet end at komme i godt humør af at se på den glade dreng! Der var tilsyneladende også en del andre kendte, men jeg aner ikke hvem de var, selvom fotograferne blitzede løs. Heller ikke de to unge smukke kvinder fra filmen vidste jeg hvem var – desværre. Jo, forresten! Da alle var blevet lukket ind, og de var 2 sekunder fra at rulle den røde løber sammen, kom drengerøven Oliver Bjerrehuus lallende ind ad døren… Der er noget der hedder fashionable late, og så er der noget der hedder mangel på respekt for arrangementet og dårlig stil. Og nej Oliver, du hørte den dag ikke til i den første kategori!

Efter stort set alle, selv Oliver B. var blevet lukket ind, og klokken havde ringet uafbrudt i 15 minutter, fandt Martin og jeg frem til vores pladser, der dog i mellemtiden var blevet okuperet af to herrer. Og fandme om det ikke Jim Lyngvild var den ene! Jeg spurgte om han ved et tilfælde OGSÅ havde fået Række 8, Sæde 18 og 20? Det havde han naturligvis ikke. Klaphatten havde derimod smidt sine egne to billetter væk, og havde derfor blot sat sig på to tomme pladser… Tsk tsk tsk. Op med jer igen, og ud og led efter to nye tomme pladser. Ándale ándale! Jim, du er fantastisk, men det er sgu en ommer! 🙂

Vi fik sat os, og filmen gik igang. Jeg har tidligere forsøgt at se en Harry Potter film fra start til slut, men det er endnu ikke lykkes mig at fuldføre den bedrift, men nu var jeg jo nærmest tvunget til at blive filmen ud. Når man får noget gratis, og bliver inviteret, så går man ikke midt i filmen. Det ville være skidt etikette! Og på den anden side havde jeg også hørt meget godt om den bog filmen var baseret på, så jeg så egentlig frem til knap 3 timer i selskab med brillemanden Harry.

Men men men – mine forventninger blev langt fra indfriet! Og jeg var bestemt ikke den eneste der var træt af tryllestave, dværge med sjove hatte, kæmper med underlige kæledyr og Dumbledores lange hvide skæg. Efter godt 30 minutters “magi” faldt Martin i søvn… Og ikke nok med det. Han SNORKEDE! Og det så højt, at jeg måtte puffe til ham flere gange, for at kunne høre de ellers imponerende lydeffekter i filmen. Men ikke kun Martin havde fået nok af Harry og hans fantastiske eventyr. Til min anden side sad en ung kvinde, der også fik sig en velfortjent blunder. Forståeligt! Jeg selv kæmpede også med mine øjenlåg om magten over mit synsfelt, og kun en overmenneskelig anstrengelse gjorde, at jeg kunne holde mig vågen! Jeg tænkte også konstant på min roomie der er inkarneret fan af Harry Potter serien, og hun ville slå mig ihjel hvis jeg kom hjem og fortalte, at jeg var faldet i søvn til gallapremieren.

Og noget helt andet – hvad sker der lige for Harry Potters konstante overspillethed! Jeg er sikker på at han har gået på en teaterskole. Hans vejrtrækning og mimik er så irriterende overdrevet konstant, og han har kun 2 – 3 ansigtsudtryk. Jeg får SÅ meget lyst til at stikke ham en flad, skrige ham ind i hovedet, og bede ham om at LIV FOR HELVEDE LIDT OP DIN FUCKING DAVID COPPERFIELD WANNABE!! At de film er blevet så populære kan UMULIGT skylde hans skuespil. Det er så elendigt, at han ville blive grint ud til optagelsesprøverne på Den Danske Filmskole. Prøv selv at læg mærke til hans mund i hver ENESTE scene! Den gør noget unaturligt og irriterende HELE TIDEN! Det er en kombination af hans vejrtrækning og smil. Aaaarrghh!! Bare af at tænke på det bliver jeg rastløs!!!

Nå, men efter denne umenneskelige tortur (er filmen egentlig overhovedet blevet godkendt af Amnesty International??) var overstået, og rulleteksterne så småt begyndte at vise deres længe ventede ansigt, havde jeg forventet et stående bifald! Der var trods alt samlet en del af den indre kerne af Harry Potter fans i salen, og uanset hvad ville man da tro at de nok skulle klappe skindet af deres små buttede håndflader, og kaste om sig med englestøv og besværgelser – men det store bifald udeblev. Jo jo, der blev da klappet, men ikke meget mere end man hører når Kaptajnen lander et fly på Mallorca. Og med rette!

Jeg har sjældent set en så kedsommelig film som Harry Potter og Halvblodsprinsen. Til gengæld fik jeg trænet mine evner ud i at forsvinde i en mængde af mennesker, og lade som om jeg da overhovedet ikke er alene i biografen! Forhåbentligt ikke en evne jeg kommer til at bruge indenfor en overskuelig fremtid, men alligevel ikke helt spildt aften.

Jeg gir filmen 1 ud af 6 mulige stjerner. Og det kun fordi det trods alt havde været en begivenhedsrig aften!

Del dette indlæg på Facebook

Advertisements

2 responses to “Harry Potter – og kunsten at forsvinde i mængden

  1. Martin Hjort

    Hehe. Du har det sgu hårdt, min ven. 😉

  2. Hov, jeg sov altså ikke. Lukkede kun øjnene kort. Men tak for ‘ung’. Den tager jeg til mig.
    Kh
    Anne – din sidekammeret, der i dén grad savnede sukker til at blive kvikket op på.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s