Surpriseparty – Istedgade, Tatoo og Guldfasanen

Surpriseparties er åbenbart blevet ret så moderne! Jeg har i hvert fald været til hele tre af slagsen indenfor den sidste måned. Og umiddelbart er det jo helt fint, men på den anden side kan jeg også blive lidt bekymret for fremtiden. For hvad nu hvis det at “surprise” bliver for almindeligt? Så forventer man jo at blive “surpriset”, og bliver faktisk skuffet hvis ikke man bliver. Og selvom man bliver surpriset, så bliver man jo ikke surpriset sådan rigtigt, og… You get the point! Nå, aaaanywho… Det er slet ikke det min blog skal handle om denne gang.

Den skal i stedet handle om den sidste (indtil videre) surprisefest jeg var til. Søndag aften fik jeg besked på at møde op foran Tivolis hovedindgang dagen efter kl. 16.45 – altså i mandags. Min rigtig gode veninde Ditte Hapel havde fødselsdag, og hendes søster Camilla og veninde Jeanett Ørtoft havde arrangeret, at Dittes nærmeste venner ville dukke op og overraske hende med en hyggelig lille kom-sammen på Grøften i Tivoli. Bare lige en times tid – yeah right!

Det var dog, for mit vedkommende, yderst tæt på at gå grueligt galt, for kl. 16.55 fik jeg en sms fra Ditte: “Skal vi spise sammen i aften?”. DAMN!! Hvad fanden skulle jeg svare? Så jeg lavede den sikre, og svarede bare ikke, velvidende at Ditte ville tænke:”100% ASSHOLE! Og så på min fødselsdag!!”. Men håbede hun ville tilgive mig, når hun så os allesammen vente på hende.

20 min. senere sad der omkring 9 af Dittes nærmeste og ventede på at fødselsdagsbarnet dukkede op med sin søster, der skulle lokke hende med derned. Og præcist som ventet kom Ditte ned i Grøften og HURRAAAAA!! Tilgivet på et splitsekund. Hun blev overrasket den lille, og vi fik i en fart bestilt fadøl og rosévin til hele bordet. Det var min første tur på Grøften, og anede ikke hvad jeg skulle forvente, men blev faktisk positivt overrasket! Ikke underligt at meget af Københavns jetset jævnligt spiser netop der.

Gaverne kom på bordet. Jeg havde selv haft pænt travlt i løbet af dagen med at finde på hvad jeg skulle købe. Det skal jo gerne virke som om at man har brugt bare en lille smule kreativitet i forbindelse med gavekøbet, så  jeg ville ikke bare møde op med et gavekort til Cinemaxx. Så jeg fik printet et billede jeg tidligere har taget af Ditte hvor hun er klædt ud som nonne (HAHAHAHAHAHAHA!!!!), fik smidt det i en ramme, og fik da også lige købt en duft fra Matas. Home free!

Vi havde kun bordet en time, så da den første fadøl var drukket ud, var det allerede tid til at tage videre rundt i Tivoli. Men lige inden vi gik fra Grøften, fik Ditte sagt (tror det var en halv joke, halv ønsketænkning): “Jeg ville faktisk ha haft en tatovering i dag, men det er jo for sent nu.” Ved ikke hvorfor jeg store idiot ikke kunne holde min kæft, men i stedet for bare at sige “Ja, det var da ærgerligt…”, og så ellers bare lade den ligge der, så fik jeg og min fadøl sagt noget i retning af “Det er da ikke for sent! Istedgade har åbent hele natten. Lad os begge to få én!”. AF WHAT??????? Hvor FANDEN kom den lige fra??? Og Ditte var ikke sen til at gribe den chance. “Ok, lad os det. Jubii!” Eeeehh.. hehe. Ja lad os da det. Fuck! Bordet fangede… Jeg håbede dog stadig på at min lille fortalelse ville gå i glemmebogen efterhånden som aftenen skred frem. Det skulle desværre vise sig absolut ikke at være tilfældet…

Efter at Ditte var blevet sendt rundt i Tivolis nye attraktion “Vertigo” af Susan K, og vi havde fået et par fadøl mere mens vi så på at hun blev slynget rundt som en omgang vådt kinakål, og selskabet havde skræmt livet af køen til selvsamme forlystelse ved at råbe klassiske “jokes” som “Hov, der faldt sgu da lige en møtrik ud” og “Ditte, bare rolig. Der er kun 2 der er faldet ud i år. Det sker meget sjældent!”, gik turen tilbage til Grøften. Denne gang for at spise lidt aftensmad. En omgang stroganoff med ekstra kartoffelmos og sovs kan i øvrigt varmt anbefales! Og selvom jeg havde håbet på noget andet, så havde Ditte langt fra glemt vores lille “aftale” om en tatoo i Istedgade.

Og ikke nok med det! Nu ville Medina, der også var med til festlighederne, fandme også ha én! Jeg sank dybere og dybere ned i det hul jeg var med til at tage det første spadestik til, og der var efterhånden kun to muligheder tilbage. At stikke af, løbe så hurtigt jeg kunne, ikke se mig tilbage, og for evigt leve i skam. Eller at få lavet en tatoo sammen med Ditte og Medina. Sikken fest!!

Men en tatoo var trods alt at foretrække frem for skammens evige mærke, og derfor stod jeg efter middagen på Grøften foran Miks Tatoo i Istedgade, og var på vej ind for at få min første tatovering. Hmmm… Festen havde nu taget jeg drejning jeg ikke helt havde forudset komme, da jeg 5 timer tidligere var taget hjemmefra. Vi skulle vente en halv time på at få en tid, så vi gik ind på Spunk Bar der ligger lige ved siden af for at dulme nerverne. Baren er ikke ligefrem en femstjernet beværtning, men betjeningen var til gengæld helt i top! Jeg kan desværre ikke huske hvad vores søde bartenderinde hed, men hun sørgede godt for os. Vi fik endda 30 sekunder uden musik, hvor vi kunne synge en fødselsdagsang for Ditte, og Ditte fik også en lille gave i form af en “Spunk Buket”. En Spunk Buket er to sugerør og to styk pynt sat sammen med en elastik. Fremragende indslag!!

De 30 minutter vi skulle vente gik overraskende stærkt! Det føltes som sekunder inden jeg igen stod hos Miks Tatoo, og fik taget en endelig beslutning om hvad jeg skulle have tatoveret. I mellemtiden havde Susan K ringet og spurgt hvor vi var, og da jeg fik fremstammet at vi var ca. 20 min. fra alle tre at have en tatovering svarede hun prompte med “Vent på mig! Jeg vil også ha én!” Som sagt, så gjort. Og 18 min efter stod Susan i kælderen ved Miks Tatoo, og havde bestemt sig for en tatovering.

Rækkefølgen blev at først skulle Ditte til, så mig, så Medina og til sidst Susan K. Jeg havde ingen idé om hvor lang tid sådan noget ville tage, så jeg blev småoverrasket da vi efter knap en time alle fire var blevet tatoveret! Præcist hvad jeg selv fik tatoveret fortæller jeg ikke her. Men jeg kan da afsløre, at hvis jeg har en t-shirt på, så bliver den mere end svær at skjule. Så hold øje med min højre arm i løbet af sommeren…

Og nu, kære læser, tror du måske at festlighederne stoppede. Men næh nej – det var jo trods alt mandag! Efter vi havde fået vores tatoos smuttede vi igen på Spunk Bar, for at fejre vores skamfering for livet. Og mens vi sad der og drak os en acceptabel hvilepuls tilbage, dukkede ingen ringere end Anders “Anden” Matthesen op. Han var blevet inviteret til tidligere på aftenen, men kunne først komme nu. Og han havde en gave med. Jo jo. En marcipanroulade. Hvordan kan man slå det?? Da vi havde drukket et par fadøl mere, kom Anders på den fortrinlige idé, at vi skulle på “Psykopaten”. Så ind i 3 taxaer og af sted mod Alléenberg. Der var lukket… Men Anders var fuld af “gode” idéer til andre steder vi kunne fortsætte festen. Så efter et par instrukser igennem mobilen på tværs af taxaerne, endte vi på Guldfasanen på Frederiksberg. Et verdensklasse etablissement! Intet manglende! Der var både mini tombola, jukebox, 10 shots til 100 kr. og meget andet godt! Vi fik stedets bedste bord, og terningerne kom på bordet. Vi spillede “snyd” om omgange, og uden af sige for meget så bliver Susan K nok aldrig landsholdsspiller på SNYD-holdet. Men det gælder jo også bare om at være med… NOOOT!

Kl. 3.30 fik vi besked på at det var sidste omgang. Vi var heller ikke så mange tilbage. Folk havde efterhånden givet op og var taget hjem i høkassen, så da Guldfasanen skænkede den sidste fadøl og vi havde smidt den sidste 20′er i jukeboxen, var det blevet tid til at tage hjem… Og efter endnu en tur på Istedgade for at æde os mætte i shawarma med humus og chili, endte Ditte og undertegnede i min lejlighed hvor vi næsten uden dårlig samvittighed fik vækket min sovende roomie, og lokket hende til at se film med os i stuen, indtil vi faldt i søvn.

Det havde været en fantastisk dag! Og en dag jeg af meget gode grunde aldrig glemmer. Jeg havde været på Grøften, drukket verdens dyreste fadøl, smagt min første bøf stroganoff, set min veninde blive udsat for adskellige G i Vertigo, fået en tatovering sammen med Ditte, Medina og Susan K i Istedgade og spillet snyd med Anden på Guldfasanen. Det bliver ikke meget bedre på en mandag! Og skulle jeg gøre det om, så havde jeg ikke ændret på noget som helst. Heller ikke min tatoo. Så kære læser, husk en gang i mellem at give slip, gør ting du er bange for, ta’ springet med tatoo hvis det er det du vil – bare husk at lev livet! Du har kun ét cpr-nummer, til gengæld bestemmer du helt selv hvordan du vil forvalte det ligeså længe du har det. Udnyt det dog!

Husk at du kan kommentere dette indlæg.

I’m a YESman! – hvad sker der når man bare siger ja?

Dette indlæg handler egentlig ikke sååå forfærdeligt meget om mine oplevelser som fotograf, men mere om mine oplevelser som YESman for en dag. Hvad er en YESman? Hvis du har set filmen af samme navn med Jim Carrey, så kan du springe det næste (korte) afsnit over – hvis ikke, så hæng på:

YESman: En person der siger ja til alt! Ja, alt! Uanset hvad du bliver tilbudt, hvilke muligheder der byder sig, hvilke veje der åbner sig for dig – alt! – så skal du sige ja.

Så simpelt kan det i virkeligheden forklares. Og det ER også ret simpelt… I hvert fald i teorien. For hvad sker der rent faktisk hvis man lever efter den regel i virkeligheden? Filmen giver et sjovt og farverigt bud, men det er jo Hollywood-virkelighed. Jeg er født nysgerrig, så efter at have set filmen sammen med min veninde Sabine Herskind, besluttede vi os for at afprøve YESman filosofien dagen efter.

Vi så filmen i torsdags d. 30. april, så fredag d. 1. maj skulle være dagen, hvor vi på egne kroppe skulle prøve hvad betyder for ens dagligdag, når man siger ja til alt. Nedenfor har jeg beskrevet hvordan min dag forløb, med vægt på de episoder hvor jeg sagde ja til ting jeg måske ville have sagt nej til under normale omstændigheder.

Min dag begyndte kl. 09.47 hvor min roomie Christina vækkede mig, og med stor entusiasme i stemmen spurgte mig, om vi skulle tage i Frederiksberg Have. “Neeeej, gider ikke….” fik jeg med søvndrukken stemme presset ud mellem mine læber. Og selvom Christina pressede på, og kom med gode argumenter, så fastholdt jeg mit nej. Og det var faktisk først da hun gav op og gik ind i stuen, at jeg kom i tanke om min pagt med Sabine. Vi skulle sige ja til alt! “Ok ok, vi gør det!” råbte jeg fra mit soveværelse…

Den dag havde jeg også et møde med min ven og assistent Phillip Drago, så ham måtte jeg jo så også overtale til at tage med, så vi kunne holde mødet i haven. Det viste sig dog at være ret nemt, da solen jo skinnede fra en skyfri himmel, og min lejlighed var 74 grader varm. Et møde afholdt udenfor var bestemt at foretrække! Så vi pakkede en pose med lidt drikkevarer, og så afsted…

Vi valgte at tage i Søndermarken i stedet – Christina insisterede – og det var slet ikke noget dårligt valg. Vi ramte marken kl. 12, midt i solens prime time. Vi havde taget et par tæpper med som vi bredte ud på græsset midt i solens stråler, og så lå vi ellers der og nød livet. Phillip og jeg fik snakket om det shoot vi havde møde om, og alt var godt… Efter et par timer ringede min gode veninde Ditte Hapel. Hun stod for åbningen af en ny sushirestaurant ved navn Club Treat under Hotel Fox, og ville høre om jeg og en ledsager ville være med til åbningen. Egentlig havde jeg planlagt en stille og rolig aften, men givet omstændighederne var svaret åbenlyst: “Ja, helt sikkert” Hvad tid?”. Klokken var nu blevet 14.03, og arrangementet startede med spisning kl. 19.30. Kl. 16 havde jeg et fastlagt møde med Dan Rachlin, så jeg kunne se på det hele, at jeg ville blive en anelse presset. Men er man en YESman, så er man det 100%!

Kl. 16 var jeg tilbage i min lejlighed, og Dan arriverede lidt efter. Vi skulle tale om et shoot jeg skal lave med ham. Dan er en fantastisk gut! Utrolig lidt selvoptaget, og ekstremt åben overfor nye idéer og måder at tænke tingene på. Vi fik en god sludder på en times tid, og fik aftalt hvordan hele setup’et omkring billedet skulle være. Det blir et KLASSE billede, så følg med på michaelbang.com.

På mit ur stod der nu 18.59, og jeg var på vej ud af døren. Jeg skulle først forbi Ekstra Bladet og hente min ven Dennis Grosen. En halv time senere ankom vi til Club Treat, og blev budt indenfor af de søde værtinder og Ditte selv. 5 min. senere vader Dan Rachlin ind ad døren! København er sgu lille! Så vi fik en lille ekstra snak om det kommende shoot. Jeg gider ikke gå i deltaljer omkring selve arrangementet, men vil for god ordens (og Dittes) skyld nævne, at det var et ekseptionelt veludført et af slagsen! Maden var god, dj’sne spillede de helt rigtige skiver, og baren var fri. Verdensklasse arrangement! Stor tak til Ditte for en uforglemmelig aften, og for altid at få en til at føle sig velkommen. (P.s. At være en YESman til et arrangement hvor der er fri bar, og hvor de søde værtinder konstant spørger om man vil have fyldt op i glasset med cava, vin og cocktails, kan være en farlig kombi!).

Senere på aftenen, da aftensmaden var veloverstået, opstod der et dilemma, der satte min YESman-filosofi på en prøve. Medina skulle optræde på Klubben, og inviterede os derfor med derover, og bagefter skulle turen gå til No8 hvor der var bestilt både borde og champagne. Det lød jo bestemt ikke dårligt! Men lidt senere blev vi også inviteret på Karel van Mander af Mette Tøttrup, hendes søster og deres veninder. Hmmm… Det ville jo være fysisk umuligt at sige ja til begge dele OG overholde mit ja. Jeg måtte lynhurtigt finde på en løsning! Og den blev, at jeg fulgte mit sidste ja. Dvs. et nyt ja overtrumfer et gammelt ja. Giver det mening? Nok ikke. Men derfor endte jeg på Karel van Mander. Der var hawaiitema, og da jeg jo skulle sige ja til alt, stod jeg pludselig iført en stråhat og en blomsterkrans. Stik den!

Jeg vil spare jer for yderligere detaljer fra festens sidste timer, og i stedet komme med min konklusion af min YESman dag: FANTASTISK DAG!! Havde jeg ikke sagt ja til alt, så var min dag sikkert gået med lidt arbejde, et møde, et møde mere, og slutteligt havde jeg smidt en dvd på, inden turen gik til drømmeland. I stedet kom jeg en tur i Søndermarken, fik lidt kulør i ansigtet, var med til at åbne Club Treat, og fordi jeg tog med til åbningen så fik jeg en god snak med interessante personligheder, jeg fik lækkert sushi, dejlig vin og cava, friske cocktails, fik festet igennem med en flok fra det københavnske jetset, var med til hawaiifest på Karel van Mander og meget meget mere…

Så min anbefaling til DIG, kære læser, er: PRØV DET, PRØV DET!! Det giver en ubeskrivelig følelse af frihed, når man på forhånd ved at man vil sige ja til det hele. Det kan ikke forklares. Det SKAL opleves! Jeg havde en dag jeg sent vil glemme, og det er med statsgaranti ikke sidste gang at jeg tager mig en YESman dag!

Husk at du kan kommentere dette indlæg.