Mandag i sidste uge startede med et shoot for Danmarks Radio. Jeg var blevet booket til at skyde nye billeder af værterne for P5000 – Anders Stjernholm, Anders Bonde, Morten Breum og Mascha Vang – samt nogle ekstra pressebilleder af Mascha. Jeg er ikke det store morgenmenneske, men måtte den dag stå op kl. 8.15. AD FOR HEL….!! Men op kom jeg, fik pakket al mit udstyr, og ventede på at blive hentet. Min gode ven Allan W. Jensen havde lovet af komme forbi og hjælpe mig med at køre fotoudstyret ud til DR, da min sædvanlige assistent Phillip Drago var optaget af stuidet på Fyns Kunstakademi. Utrolig elskværdigt af Allan i øvrigt. Tak Allan!

Jeg blev mødt af P5000’s venlige praktikant (en smuk ung pige som jeg desværre og meget skamfuldt må indrømme jeg har glemt navnet på – UNDSKYLD!!), som viste mig ned til Studie 12, hvor jeg skulle skyde hele dagen. Med hjælp fra Allan fik jeg stillet udstyret op, og med en times forsinkelse var også de 4 værter klar til at posere foran kameraet. Der var dømt styling, make-up og rekvisitter for alle pengene! Og det var en sand fornøjelse af skyde så professionelle mennesker! Intet var overladt til tilfældighederne. Spot on! Mange tror desværre at en god fotograf og et par timer i Photoshop er nok til at lave fede billeder, men intet kunne være mindre sandt. Make-up og styling er UTROLIGT vigtigt for at et billede skal fungere optimalt, og det havde de i den grad forstået på P5000! Respekt!

Efter gruppebilledet og portrætter af de 4 værter hver for sig, var det blevet tid til nissepigebilleder af Mascha og praktikanten. ÅÅhh jo! De to hoppede i hotte nissekostumer, og så blev der ellers skudt løs. Billederne skulle bruges til kravlenisser. Fremragende idé! Jeg tror endda at billederne kommer til at ligge på dr.dk/p5000 til fri afbenyttelse, så hold øje med sitet i løbet af december. Det må I simpelthen ikke gå glip af! Pigerne gjorde det SÅ godt!

MEN MEN MEN – midt i shootet med de to nissepiger lød der pludseligt en ekstremt høj og skinger tone! Det var brandalarmen. Det var tid til evakueringsøvelse, og der var ikke noget at gøre. Jeg og pigerne måtte straks forlade studiet, og samle os ude i foyeren. Det gjorde nu ikke mig det helt store, men jeg tror ikke umiddelbart at pigerne syntes det var særligt morsomt at skulle samles med SAMTLIGE kollegaer fra DR, mens de selv var iført nissekostumer. Tror nu også at de fleste fik sig en lille indvendig griner da de så de to i fuld make-up og nissetøj. Hvad har deres kollegaer ikke tænkt?? Mascha og praktikanten tog det dog i stiv arm, og underholdte lystigt folkemassen.

Efter juleshootet var det tid til Maschas soloshoot. Jeg kan desværre ikke afsløre så meget mere, da det endnu ikke er offentliggjort hvad billederne skal bruges til. Men endnu engang havde Mascha gjort det fremragende mht. kostume og make-up. Jeg skal nok smide et link samt billeder af shootet når jeg får et OK fra Danmarks Radio.

Ærgerligt efterspil! Få timer efter mit shoot med P5000 blev Anders Bonde overfaldet, kidnappet, gennemtæsket og smidt i Hvidovre havn. Umiddelbart var denne forfærdelige gerning helt umotiveret, men det viste sig nogle dage senere, at det var mere planlagt end som så. Enden på historien blev, at Anders Bonde opsagde sin stilling hos DR, og dermed heller ikke længere er vært på P5000. Det resulterer jo så samtidigt i, at de billeder jeg tog af dem samlet, nok ikke bliver brugt – desværre! Men nu må vi se om noget af det kan reddes…

Du kan læse hele historien om Anders Bonde her: http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article1261903.ece

Endnu engang skal du, kære læser, have stor stor tak fordi du gad at sætte et par minutter af til at læse min blog. Håber at se dig igen næste gang jeg opdaterer med historier fra mit, til tider, underlige liv.

I forbindelse med at Kong Hans Kælder (www.konghans.dk) havde hyret 7 af de allerbedste kokke i Danmark til at kokkerere for omkring 40 gæster, ville de gerne have skudt ét portræt af dem hver. Til det formål hyrede de mig, og det var mig en stor ære og fornøjelse at blive tildelt opgaven. At skyde et billede af en af de dygtigste kokke i Danmark er én ting, men når der er hele 7 af slagsen på én gang, så bliver det ikke meget bedre! Slet ikke når den ene af kokkene er Rene Redzepi – kokken der blev fløjet ind til arrangementet fra Spanien, er mere kendt i resten af verden end i Danmark, har indtil flere dobbelte Michelinstjerner bag sig, og som er medejer af Noma som i 2009 blev kåret til den 3. bedste restaurant i verden!

Aftenen kom, og sammen med min assistent kørte jeg mod Kong Hans Kælder i Vingaardsstræde. Bilen var pakket med udstyr – meget mere end jeg normalt ville slæbe med. Men med udsigten til at skyde nogle ret så store personligheder i et så eksklusivt miljø som Kong Hans kunne tilbyde, så skulle der ikke mangle noget!

Vi ankom en times tid før gæsterne skulle komme, og alt personale sad og hyggede og fik lidt personalemad. Vi blev naturligvis tilbudt at spise med, og jeg var ikke sen til at takke ja. Og lad mig slå fast med det samme – personalemad LYDER måske kedeligt, men når det er personalemad på Kong Hans, så er det en helt anden snak! Det mad som personalet fik, var bedre end det meste af det mad jeg har fået hele mit liv. Fantastisk!! Men nu er jeg jo også bare en sucker for bearnaise og lækkert rødt kød!

Klokken nærmede sig 18.00, og gæsterne begyndte så småt at dukke op, og personalet inkl. de 7 kokke begyndte også så småt at røre på sig i køkkenet. De 7 kokke var i øvrigt: Bo Bech, Rene Redzepi, Mark Lundgaard, Theis Brydegaard, Thomas Rode, Rasmus Grønbech og Thomas Herman.

Jeg fik den lille lounge ude i forområdet stillet til rådighed til mit udstyr, og fandt hurtigt ud af hvor jeg skulle skyde de syv portrætter. Med det travle køkken og Kong Hans logoet i baggrunden, en klassisk stol i læder i forgrunden og masser af lysudstyr sirligt placeret så det skabte den rette stemning, så kunne det ikke gå galt. Det perfekte setup! Men men men… 5 minutter før jeg skulle skyde den første kok i rækken ombestemte jeg mig. Og det der havde taget 2 timer at stille op og prøveskyde med blev pillet ned igen. Jeg ville skyde kun ved hjælp af det lys der var i køkkenet! Ingen flash! Og ikke noget opstillet portræt! Jeg ville have den ægte vare!

Jeg vidste, at på den måde ville jeg have ekstremt kort tid med hver enkelt kok. Maksimalt omkring 2 – 3 minutter, hvis overhovedet så længe. At fange en kok i et køkken mens han arbejder intenst med sine retter, og efterfølgende få ham til at “posere” foran kameraet, er normalt ikke en fotografs første valg, og vil kun være noget man ville begive sig ud i som en nødløsning. Men jeg følte, at det var det eneste rigtig at gøre!

Som aftenen skred frem fik jeg efterhånden skudt dem allesammen, og billederne var i kassen inden desserten blev serveret. Som forventet fik jeg ikke mere end et par minutter med hver kok, men det var alligevel nok til at jeg kunne få præcist de billeder som jeg havde håbet på. Det var en kæmpe udfordring at skyde i et køkken der vrimlede med kokke, men samtidigt ekstremt underholdende og interessant! At se så talentfulde mennesker arbejde er i sig selv inspirerende, men at få lov til komme helt indenfor i deres verden og endda forevige det med mit kamera, det var en kæmpe oplevelse!

Efter gæsterne var gået blev der tid til at slappe af sammen med personalet, og jeg fik taget et par interessante snakke med blandt andre Bo Bech og Thomas Rode omkring det at være kok, have succes, være en kendt tv-kok og meget meget mere.

En stor stor tak skal gå til al personale på Kong Hans den aften. Sjældent har jeg følt mig mere velkommen eller bedre behandlet på et shoot, og det selvom jeg ved I allesammen havde sindssygt travlt. Og en særlig tak skal gå til de 7 kokke der gav mig et par minutter af deres dyrebare tid i køkkenet, og tak for smagsprøverne. Bedre mad fåes ikke!

Og en sidste tak skal som sædvanligt gå til dig, kære læser, fordi du endnu engang har brugt tid på at læse min blog. Håber at se dig snart igen.

Hvis du vil se billederne fra Kong Hans, så kan du klikke dig ind her: www.michaelbang.com/cases.html

Det kan måske virke lidt paradoksalt at en mand der lever af at forevige små øjeblikke, ligefrem opfordrer til at man lader kameraet blive hjemme, når man tager på ferie. Men der er trods at forskel på at tage et foto til en annonce end at slæbe sit nyindkøbte Canon IXUS 200 IS med sig rundt til samtlige turistattraktioner på Kreta i sommerferien. For hvem er det egentlig man tager billederne til?

Vi kender det nok allesammen… Det med at tage billeder på ferien. Også mange billeder. Rigtig mange billeder. Og rigtig mange billeder af stort set den samme “helt fantastiske” statue eller åndssvage kamel med hat på, for “iiiihhh, hvor er den sjov!”. Og ja, det er den da sikkert – i øjeblikket. Men bagefter, når man kigger billederne igennem, så er det som om at de 367 billeder man fik skudt af kamelen fra samtlige vinkler, ikke virker HELT såååå skide interessant, når man ikke længere kan dufte de tropiske blomster, mærke varmen fra sandet på sine fødder og den lune vind der rammer ens ansigt som et pust fra en elsker. Når man sidder der i iskolde Vanløse og kigger på selvsamme bovlamme krikke, så forsvinder noget af glamouren altså bare.

Første gang at det gik lidt op for mig at det er spild af tid at tage billeder på ferien var tilbage i 1995, hvor jeg 17 år gammel var taget en måned alene til Californien på USA’s vestkyst. Jeg havde naturligvis mit kamera med, og en dag befinder jeg og mit kamera os så til et spækhugger-show i Seaworld i San Diego. Jeg var enormt fascineret af de kæmpe dyr der kunne sprøjte med vand på tilskuerne og lave piruetter så vilde, at selv en ballerina på svampe ville have været misundelig. Det eneste problem var bare, at jeg ikke nød det! I stedet famlede jeg febrilsk med mit kamera – zoome ud, zoome ind, skifte objektiv til superzoom, skifte film (dengang var det ikke digitalt), passe på at kameraet ikke blev vådt osv. osv. osv. Og derudover skød jeg ikke mindre end 2½ filmrulle af under showet! Hvilket var meget dengang. Jeg fik da nogle ok skud i kassen, men efterfølgende var jeg ekstremt uforløst! Jeg følte ikke at jeg havde oplevet showet overhovedet, og det endte faktisk med at jeg stod i kø endnu engang for at se showet igen, og denne gang uden kamera. Jeg fik placeret mig helt oppe foran hvor de kære Willy’er oversprøjtede publikum! Det kunne jeg ikke i første omgang, da mit kamera så ville have været blevet vådt. Og jeg havde en FANTASTISK oplevelse!! LANGT LANGT bedre end under første show! Jeg koncentrerede mig udelukkende om at suge til mig, og opleve showet 100%!! Og jeg var lykkelig bagefter!

Da jeg kom hjem til Danmark igen og fik fremkaldt billederne fra min tur, ventede jeg med spænding på at “gense” showet. Jeg havde trods alt omkring 100 billeder af spækhuggere der svømmede rundt i et bassin. Og ja – kære læser – billederne var nøjagtigt lige så kedelige at se på, som de lyder. De kunne på ingen måde hamle op med den oplevelse jeg havde haft 2. gang jeg så showet. Og sandheden er, at jeg bladrede dem hurtigt igennem en enkelt gang, og siden har jeg faktisk ikke kigget på dem. Det gælder i øvrigt samtlige af de billeder jeg tog på min tur.

Min ydmyge pointe er blot: OPLEV! OPLEV! OPLEV! Tilbage i 1995 i Seaworld var jeg så heldig, at jeg bare kunne se showet en gang til, og derved råde bod på min mangel på psykisk tilstedeværelse den første gang. Men det er ikke altid at man kan “spole tiden tilbage” og opleve tingene igen. Og uanset hvad, så vil oplevelsen ALTID være bedre end billedet. Så lad mig gentage mig selv: OPLEV! OPLEV! OPLEV! Lad kameraet blive hjemme på hotelværelset, i hvert fald nogle dage, og sug i stedet til dig af de oplevelser du måtte støde på undervejs. Dit indre kamera vil elske dig for det!

Jeg kan afsløre så meget, at på min sidste ferie til Nice i Frankrig tilbage i maj måned skød jeg under 10 billeder. Og langt de fleste blev taget for sjov til en privatfest. Og på min tur til Chicago blev det til ét enkelt billede.

Hvis du alligevel insisterer på at tage dit kamera med overalt på ferien, så har jeg her et par tips til, hvordan du får nogle fede/anderledes/interessante billeder med hjem:

1. Skyd så få billeder som muligt uden familie/venner/rejsekammerater på. Nej, ikke engang din kære mor synes at et billede af en “spændende gammel dør fra år 1324″ er hårrejsende spændende. Siger hun andet, så er det fordi hun ikke vil såre dine følelser = hun lyver!

2. Kom så tæt på dit motiv som muligt. Hvis du f.eks. vil skyde et billede af din kæreste foran en pyramide, så kom så tæt på din kæreste, at kun hendes overkrop eller ansigt er med, og pyramiden i baggrunden.

3. Brug din flash, selv i dagslys. Det kan give motivet et ekstra pift.

4. Placer gerne hovedmotivet ude i siden af billedet. Det gør det mere interessant at kigge på, end hvis du placerer det midt i billedet. Det gælder både for mennesker og objekter.

5. Du kan skabe et super fedt billede, ved blot at huske på at arbejde både med forgrund og baggrund. Et emne jeg i øvrigt kommer til at skrive lidt mere om på et senere tidspunkt her på bloggen.

6. Stemningsbilleder! Skyd når der grines, grædes, spilles spil osv. Opstillede billeder kan også være ganske fine, men der er nu ikke noget som et foto der har fanget et ægte smil – men husk nu ikke at sidde med fingeren på aftrækkeren konstant for at få dit billede.

Det var lidt om mit syn på feriebilleder. Og som sædvanligt skal du have en stor tak fordi du gad at læse med. Håber vi ses igen næste gang jeg opdaterer min blog, og ha’ en rigtig god efterårsferie!

Om jeg hader IKEA? Næh… Egentlig ikke. Jeg har altid haft et udemærket forhold til det svenske moderfirma, og kan vist heller ikke frasige mig at have en enkelt bordskåner eller grydeske fra saml-selv-giganten. Men ja, indrømmet – efter 15 minutter i de klaustrofobiske gange der er sindrigt indrettet som placebo labyrinter, er jeg på nippet til at græde, og har kun én tanke i hovedet, at komme hurtigst muligt ud! Jeg begynder typisk at svede, og bliver ekstremt irritabel! Men nej, det er ikke det dette indlæg handler om.

“FUCK IKEA”-fotoet går ud på, at du ikke skal lade materielle ting, eller jagten på dem, styre dit liv. Pæne ting er dejlige at omgive sig med, og et hyggeligt hjem er en vigtig base at ha’ når du skal koble af efter en travl dag. Men det er i mine øjne ikke ensbetydende med, at du skal knokle dig halvt ihjel og negligere dem du elsker, for at få de helt rigtige Philippe Starck lamper, den helt rigtige Barcelona stol, det rigtige åbne samtale køkken osv osv… For der er absolut ingen ægte værdi i disse ting.

Den ægte værdi finder du i de personer du omgiver dig med! Intet jeg har kunnet købe for penge har nogensinde fået mig til at smile som mine bedste venner kan – selv når jeg er allerlængst nede. Intet nyt kamera jeg har købt har kunnet give mig sommerfugle maven som kysset fra en forelskelse. Og ingen bil jeg nogensinde har kørt har givet mig samme kick som en morgenquicky med en fantastisk kvinde!

Min pointe er blot, at hvis du leder efter lykken bag et skrivebord med en høj løn, så leder du forgæves, og du vil i værste fald ende som fyren på billedet. I et luksusbadeværelse på et lækkert hotel – alene, forladt og tom. Åben dine øjne og kig dig omkring. Du har garanteret en masse mennesker der holder af dig, og det er blandt dem du vil finde vejen til et evigt smil på læben.

Nej, jeg er bestemt ikke nogen selvhjælpsguru – ikke i nærheden af faktisk. Og jeg siger heller ikke at du fremover skal lave dine julegaver af ler og træ du finder i skoven. Men jeg er dog alligevel sikker på, at hvis dit fokus er på dem du omgiver dig med, og ikke på størrelsen af din bankbog, så vil du ende som et lykkeligere menneske. For er det ikke meningen med livet? At når den tid kommer hvor vi rammer vores livs efterår, og vi skal videre til Nirvana, at vi så smutter med det største smil på læben? Det tror jeg, og sådan lever jeg mit liv.

Som altid skal der lyde et stort tak fordi du gad at læse med! Det gør det at skrive en blog en del sjovere!

Billedet er i øvrigt skudt på Hotel FRONT i København. Stor tak til Tanja der var sød at låne os suiten i sidste øjeblik. Jeg har efterhånden skudt på en del hoteller rundt omkring i Kbh, og uden på nogen måde at forklejne de andres gæstfrihed, så var Tanja og hendes personale helt i verdensklasse!

Meget kan der siges om Sidney Lee, og meget er der i DEN grad blevet sagt, skrevet og RÅBT OP omkring den kære Mr. Lee. Men hvad ved folk dybest set om personen Sidney? Ja ja, de fleste har vel set ham smøre sig ind i selvbruner, åbne en flaske Cult Shaker og tilberede en omgang mikromad til sin date, men er det nok til at dømme person ude eller inde? Og hvor meget var skuespil for at få medieomtale, og hvor meget var den ægte vare?

Jeg var selv i tvivl tilbage i februar/marts måned 2009, da Sidney Lee hysteriet så småt tog sine første vaklende skridt. Men én ting var jeg absolut ikke i tvivl om! Og det var at den mand havde sindssygt meget potentiale til at blive en medieomtale-sluger i en sådan grad, at Danmark næppe vil opleve det igen med en privatperson. Vel at mærke en privatperson der ikke har begået økonomisk kriminalitet, ingen har slået ihjel, ikke har ført sig frem i Hollywood med sin partner – ja, faktisk har han intet “begået” ud over at smøre sig ind i selvbruner og klæde sig temmelig utraditionelt på i forhold til de danske røvsyge standarder. Og jeg har bare et eller andet med mærkværdige personligheder. Det er nok noget der stammer fra min barndom hvor jeg blev slæbt rundt til den ene mærkelige kunstner efter den anden af min far, og på den måde kom til at elske disse excentriske eksistenser og den verden der omgiver dem. Der findes ikke noget mere kedeligt end den ligegyldige mellemvej. Giv mig ekstremer! Jeg vidste ikke så meget om Sidney på det tidspunkt, men jeg vidste at jeg ville tage et billede af ham før alle andre! Og det kom jeg til…

Facebook er jo et fantastisk redskab når man skal i kontakt med folk man ellers ikke har nogen relation til, og inden længe havde jeg igennem netop facen fået fat på Sidney, og havde forklaret ham mine planer mht. at tage et billede af ham. Og Sidney var på! Lige med det samme. Ikke så meget pis. Og 2 – 3 uger efter vores første samtale, befandt jeg mig på natklubben NASA i København, der havde været søde nok til at lægge lokaler til shootet, og ventede sammen med min assistent, en make-up artist og 3 modeller på at Sidney skulle dukke op med sin date og et kamerahold fra Singleliv.

På præcist aftalt tidspunkt dukkede Sidney & Co. op, og inden længe havde han fået smidt noget King Diamond på anlægget, og efter en kort briefing gik vi igang med shootet. Ikke overraskende var han et naturtalent foran kameraet, og der skulle ikke mange skud til at få præcist de to billeder i kassen som jeg havde håbet på!

Efter min dag med Sidney bliver jeg nødt til at sige, at jeg bestemt ikke kan hoppe med på vognen af Sidney-hadere. Jeg kan sagtens se at man kan få for meget rock’n'roll, Cult Shakere og bruncreme, men på den anden side kan man jo bare lade være med at læse de artikler hvor Sidney Lee er nævnt, og skrue væk hvis han dukker op på skærmen. Værre er det vel heller ikke. Nu har jeg mødt ham et par gange, og han er faktisk en rigtig fin fyr, venlig, charmerende og samtidigt overraskende rolig i forhold til hvad man måske kunne forvente af en i hans position. Han er bare en gennemsnitlig gut med hvide læderstøvler, sorte gamacher og hang til heavyrock, der i en grad verden ikke troede muligt har formået at udnytte medierne til det yderste, og på fornemste vis har opnået at få mere spalteplads end selv Anni Fønsby gjorde i sin storhedstid, på at kunne absolut intet. Ta daa! Sådan skal det sgu gøres. Sidney er moderne kunst – intet mindre!

Hvis du vil se mit shoot med Sidney Lee som det blev vist på Kanal 4 i Singleliv i september 2009, så kan du tjekke videon nedenfor. De to færdige billeder fra shootet kan du se på mit site www.michaelbang.com.

Som sædvanligt skal der lyde et stort tak fordi du gad at læse med! Håber at se dig på min blog snart igen.

(Forsiden til venstre. Mit foto af Daniela til højre. Billedet var egentlig blot ment som en lille sjov tribute til det berømte billede af Helena Christensen, men er nu endt som en halvside i Digital SLR photography)

I oktober måned bliver mit foto af Daniela anmeldt af to internationalt anerkendte fotografer fra Digital SLR photography. Hvis du vil læse den fulde anmeldelse, så køb bladet i din nærmeste kiosk. De fleste har dette magasin på hylderne.

Som fotograf (læs: kunstner) skal man jo helst tage sig selv helt vildt højtidelig, og absolut ikke gå op i hvad et ultra-kommercielt blad som Digital SLR photography har at sige om ens billeder, da kunst jo opfattes forskelligt alt efter hvilke øjne der kigger på det, og hvad ved de om ÆGTE kunst overhovedet!? FUCKING BLAH! Jeg skal da være den første til at indrømme at jeg flåede pakken fra magasinet op, og med en hastighed der nærmede sig warp-speed fandt jeg siden med mit foto. Og da anmeldelsen af mit foto slet ikke er så dårlig endda, lyste mit lille fjæs da også op som en lille dreng der lige har fået præcist hvad han ønskede sig til jul! Jo jo, jeg er en sucker for ros – og indrøm det nu bare, det er du også selv!!

Passager fra anmeldelsen (HELT tilfældigt valgt! *blink* *blink*):

“Michael has used a very attractive model, and the black & white conversion suits the image very well”

“A very succesful strong image”

“It’s stark, bold and has a lot of impact”

Daaaaamn en fed weekend! Det kan godt være at jeg egentlig var på job, men i dette tilfælde var business = pleasure.

Jeg vil ikke bruge så forfærdeligt meget spalteplads på Døgn 2, da det meste af det jeg kan berette om nok ikke er helt så givende for alle de læsere der ikke var tilstede på Café Vesterå da Miller karavanen med Tim Andresen, Thomas Madvig, Massimo, Mette S og de berygtede tøser Knox & Skurk gik totalt amok, og væltede det lille hus som det aldrig var blevet væltet før!

I stedet vil jeg lade dette billede af Mette S tale for mig. Vi snakker altså folk på vej IND OVER PULTEN her i et inferno af fed stemning og iskolde Millers! Hell yeah en fest! Og på lørdag gør vi det hele igen på Culture Box i Kbh! Hvis du går glip af den fest, så er du ikke ved dine fulde fem!

Under normale omstændigheder ville jeg nok vente til weekenden var omme, og så skrive et indlæg om hele weekenden. Men ikke denne gang. Primært af to årsager: 1) Der er sket pænt meget allerede, så hvis jeg venter til søndag risikerer mit indlæg at blive absurd langt! 2) Jeg RØV keder mig på hotellet i Aalborg, så kan jo ligeså godt bruge tiden på at grifle lidt ned.

Nå men, grunden til at jeg i det hele taget er endt i Aalborg er, at jeg for en måneds tid siden fik et opkald fra Tim Andresen (timandresen.com). Jeg havde tidligere skudt nogle pr-billeder af ham, men denne opgave var lidt noget andet. Han var, sammen med Thomas Madvig, blevet hyret af Miller (theobrands.dk) til at spille til deres Miller Floor Control arrangementer, samt være den danske jury i den store internationale dj-konkurrence som det hele er bygget op omkring.

Min opgave skulle så være at følge med dem rundt, og dokumentere festerne til brug på blandt andet det tilknyttede site millerfloorcontrol.dk. Ikke ligefrem en opgave der ligger tæt op af hvad jeg normalt bliver booket til som fotograf. Og egentlig heller ikke en opgave jeg normalt ville sige ja til. Men Tim har bare en evne til at sælge en vare som værende “da shiiiit”, og efter overraskende kort tid med ham i røret hørte jeg mig selv sige: “Ja, helt sikkert! Den er jeg med på!”. WHAT!?!?! Men jo, jeg fik sagt ja til en mini clubtour med ham og Madvig. Og det er så derfor jeg i dag sidder på Scandic Hotel i Aalborg, i lobbyen endda fordi stikkontakterne på værelserne ikke har jordstik (hvad fanden sker der i øvrigt lige for det?!?) og alle deres konvertere er lånt ud. Uuuhhh ja, sådan nogle er jo også VILDT dyre, så dem kan man jo ikke bare købe mange af, så der er en til hvert værelse! Så jeg måtte pænt tage min bærbare inkl. lader og placere min røv i lobbyen ved siden af et stik med jord. BRAVO SCANDIC!

Aaaanyways, det var så i går at vores mini tour startede på Københavns Hovedbanegård. Kenneth, der er Millers repræsentant, havde lejet en minibus, og vi skulle mødes foran det store digitalur. Udover Tim og Madvig var der også to dj’s med. Nemlig de to fra Kbh der havde vundet den indledende runde i konkurrencen. Hvis du vil vide mere om den, så klik dig ind på det website jeg fik nævnt ovenfor. Eller dvs. der var faktisk 3 dj’s. Massimo og Knox & Skurk som består af to fantastiske tøser. Den tredje og sidste dj hedder Mette S, men da hun kommer fra Aalborg mødte hun ganske fornuftigt nok ikke op på Hovedbanen, da første stop på turen var Vejle.

Efter at den gode Madvig endelig havde indfundet sig i sædvanlig “det er bedre at komme for sent end slet ikke at komme” stil, og alle var steget ombord, lagde tourbussen endelig fra kaj, og der blev straks åbnet nogle flasker Miller Genuine Draft, herefter omtalt som MGD, og foden blev plantet solidt og tungt på speederen. Hvilket i dette tilfælde resulterede i en topfart mange steder på hele 6 km/t. Jo jo, der var da kø det var der da!! NICE! Så en times forsinkelse blev det til inden vi nåede Vejle og vores destination som var Lipstick.

Inden Lipstick skulle vi dog lige prøve en lokal succes-restaurant. En mexikansk lille godbid. Jeg vil springe middagen over i min blog, da der ikke skete noget specielt fortælleværdigt den time den varede. Dog oplevede jeg en lille sjov episode mellem mig og tjeneren som I ikke skal snydes for. Den gik ned sådan ca. sådan her: Tjeneren: “Hvad vil du have at drikke til din mad?”. Mig: “Et stort glas mælk med isterninger, tak”. Tjeneren: “Vi har kun sødmælk”. Mig: “Det er helt fint”. Tjeneren: “Hvorfor vil du dog have mælk??” og så meget underlig ud i hovedet. Hvad fanden skulle jeg svare?? Så jeg svarede: “Øøøhh… Fordi jeg kan li det!?” med tøvende stemme, og ventede bare på at han skulle komme med et godt modargument. Det skete dog ikke, og jeg fik mit glas med mælk og isterninger. Det er åbenbart MEGET mærkeligt at drikke mælk til maden i Vejle! På højde med at hælde saftevand i benzintanken faktisk! Så nu er jeg for evigt stemplet som “Ham der den TOTALT underlige mælkedrikker!” i Vejle.

Efter restauranten tog vi et smut på hotellet, og så ellers tilbage til Lipstick. Kl. 22.45 da vi drejede om hjørnet til natklubben var der en mega kø allerede! Og for at gøre en lang historie (og ikke mindst en lang nat) kort, så kan Vejle forstå at fyre en fest af! Tim og Madvig varmede op, og så gik de tre/fire dj’s ellers på én efter én. Og DAMN de kunne vende plader! Jeg har min klare favorit blandt de tre, men da konkurrencen endnu ikke er afgjort, så vil jeg holde min mening for mig selv. Hvis du er nysgerrig efter at se dem optræde, så vælter vi Café Vesterå i Aalborg i nat, og Culture Box i Kbh på næste lørdag d. 19. sept. Du skal være mere end velkommen! Det er helt sikkert op oplevelse du sent vil glemme!

Jeg fik selvfølgelig også skudt en million-trillion-trilliard billeder af Tim Andresen, Thomas Madvig, Massimo, Knox & Skurk, Mette S og den kogende natklub, der højest sandsynligt vil blive smidt op på millerfloorcontrol.dk inden så længe. Men indtil det sker kan jeg da godt smide en smagsprøve:

TA DAAAA!! Mit hotelværelse i Vejle. Er det ikke bare fantastisk interessant?!?!??! Og endda med en genudsendelse af Go’morgen Danmark på flimmeren! WOW! Resten må I vente med.

Endnu engang tusind tusind tak fordi du seriøst gad at læse helt herned til. Det sætter jeg stor pris på! I morgen kommer forsættelsen til dette blogindlæg, nemlig Miller Floor Control – Døgn #2. Har på fornemmelsen at det bliver craaaazy!! Men det må og kan kun tiden vise. Jeg vil hoppe op på mit værelse igen, og slappe af indtil tourbussen kører mod Café Vesterå og en nat der forhåbentlig vil byde på en fest der i den grad imponerer! Elvis has left the lobby…

Siden jeg valgte den sikre livsstil som lønmodtager fra, og valgte at satse hele butikken på at kunne leve af at skyde billeder, er det gået sindssygt stærkt! På få måneder har jeg udrettet hvad jeg troede ville tage mig flere år. Mine billeder er fra starten blevet taget overraskende godt imod, og jeg har aldrig arbejdet så meget som jeg gør nu! Jeg har ingen penge brugt på markedsføring, og har ikke foretaget ét eneste salgsopkald eller skrevet et eneste salgsbrev. Og alligevel har jeg nu så meget arbejde, at jeg kan leve af det jeg elsker – at fotografere!

Og det er sgu da bare fedt!! Eller er det? Ja, selvfølgelig er det da det! Jeg ville da være en ualmindelig arrogant og utaknemmelig skiderik, hvis jeg nu begyndte at brokke mig over at mine billeder er populære. MEN – når det så er sagt, så er der alligevel en lille bitte, næsten ubetydelig, bagside af medaljen, som jeg har tænkt mig at bruge de næste par minutter på at dele med jer her.

Jeg har nemlig fundet ud af, at det der holder mig igang og giver mig fornyet energi og skøre idéer, det er at skabe mine egne små, til tider meget underlige og uforståelige, universer, og forevige dem på et foto. Det giver mig en tilfredsstillelse og en ro i sjælen at komme ud med de tanker der ellers kun raser rundt i mit hoved. At folk så kan li hvad der kommer ud af det, er jo kun en kæmpe bonus, men det er ikke årsagen til at jeg startede i første omgang.

Misforstå mig nu ikke! Jeg elsker at være på shoots! Og det er super super fedt når mine kunder hiver fat i mig, og beder mig at skyde for dem! Problemet er, at med al den opmærksomhed mine ting har fået de sidste mange måneder, har jeg stort set ikke haft tid til at lave mine egne shoots, og det er jo primært dem som mine kunder har booket mig på baggrund af. Så det paradoksale er, at jo mere jeg har at rive i, jo mindre af mit eget får jeg lavet, og jo færre nye jobs får jeg på den lange bane. Hmmm… What to do?

Et godt eksempel på ovenstående er, at jeg oftere end nogensinde før bliver spurgt om jeg ikke snart laver noget nyt og smider det op på mit site? Og det selvom jeg aldrig nogensinde har skudt så mange billeder som nu.

Jeg har valgt ikke at tænke for meget over det, og begynde at lægge de store strategiske planer. I stedet for har jeg besluttet mig for at følge min intuition og holde fri fra de kommercielle shoots i oktober måned, og i stedet bruge min tid på at udvikle og skyde mine egne idéer. Der er allerede et par shoots i kalenderen, og jeg glæder mig som et lille barn til juleaften.

Nu håber jeg ikke at ovenstående vil blive fejltolket som værende et forkvaklet forsøg på at være så krukket som muligt, for det er bestemt ikke tilfældet. Det er heller ikke fordi jeg ikke holder af at skyde for mine kunder. Der skal bare være en god balance imellem det kommercielle og det gakkede. Og da jeg tog beslutningen om at leve af det jeg elsker, besluttede jeg mig samtidigt for at følge mit hjerte hele vejen – uanset i hvilken retning det måtte lede mig – og med de konsekvenser det måtte have. Mit liv er simpelthen for kort og dyrebart til at spilde tiden med at lave ting der ikke giver mig noget tilbage, og lige nu, ja der leder mit hjerte mig altså væk fra de kommercielle shoots. Så i stedet for at sige ja til shoots jeg dybest set ikke er motiveret til at udføre (for det frygter jeg vil blive tilfældet hvis jeg fortsætter i samme tempo), så vil jeg hellere tage en lille pause, og så komme så stærkt tilbage som muligt, og servicere mine kunder på et forhåbentligt endnu højere niveau end før!

For en pause fra de kommercielle shoots er også en mulighed for at udvikle mig som fotograf, og det vil naturligvis komme mine kunder tilgode i sidste ende. Så alt i alt skulle det være en win-win situation, for at sige det som Nikolaj Lie-Kaas.

Resten af september måned står på masser af kommercielle shoots, og dem ser jeg naturligvis frem til, og vil udføre dem efter absolut bedste evne. For som sagt tidligere, så elsker jeg at skyde billeder, og at fremstille noget som mine kunder er mere end tilfredse med. Der skal bare være en sund balancegang mellem de shoots jeg bliver booket til, og de shoots jeg selv tager initiativ til. That’s all. Gir det mening??

Endnu engang tusind tak fordi du ville læse med. Håber at du kigger forbi igen en dag.

Det er snart en uge siden at Fashion Weekend lukkede og slukkede for denne gang, men alligevel står ugens begivenheder klart på min nethinde som var det i går. En super uge, med masser af fantastiske oplevelser – selvom de bedste oplevelser egentlig ikke havde så frygteligt meget at gøre med fashion.

Der var fra ugens start lagt op til et stramt program, med shoots mandag, tirsdag, onsdag, torsdag og lørdag. Og af fester stod den på I AM fredag og CPH Vision lørdag. Med andre ord, my kinda week!

Mandag lagde jeg ud med et heldags shoot – troede jeg i hvert fald. For eftersom jeg havde planlagt at skyde udenfor on location, og det væltede ned med vand, blev jeg nødt til at aflyse shootet. Øv! Det var billeder af og til Klaus Bondam, og jeg havde glædet mig rigtig meget. Heldigvis skulle vi skyde så meget med Klaus, at jeg havde sat tre dage af til det, og mandag blev så i stedet rykket til fredag. Ingen skade sket. Tirsdag stod den også på billeder af Bondam, det samme onsdag, og begge dage var vejrguderne med os. Sol fra en skyfri himmel, og alt klappede på diverse locations. Som smurt i olie. Det kunne ikke være bedre! Følelsen efter en hel dag med shoot hvor alt bare fungerer, og du går hjem med præcist de billeder du havde forestillet dig inden, er ubeskrivelig! Torsdag gik med flere shoots, og fredag fik jeg de sidste billeder af Bondam i kassen. I kan se resultatet inden længe på hans eget site www.bondam.dk.

Fredag aften var jeg blevet inviteret til middag og I AM fest af Kira Eggers sammen med den altid glade modeguru Jim Lyngvild, model og direktør frk. Sarah Louise Christiansen og Said Chayesteh der spillede Karim i tv-serien “Anna Pihl”. Kira, Jim og Sarah kendte jeg på forhånd, men Said havde jeg ikke mødt før. Men det skulle vise sig at han var en super gut med en sjælden form for gennemført og intelligent humor!

Det var egentlig meningen at vi skulle spise på en indisk restaurant. Den der ligger tæt på Råshuspladsen. Men da vejret nu var så godt, så bestemte Kira at vi  i stedet skulle rykke udenfor og nyde solen på Kaffesalonen… Jeg fandt nummeret frem og Kira bestilte bord. Men der gik ikke længe inden planerne blev lavet om. Det var vist noget med at én i selskabet (nævner ingen navne!) ikke synes stedet var passende, da vi jo ikke lige kunne gå fra Kaffesalonen og til Illum, hvor I AM festen blev afholdt, og der var vores mål efter middagen. Så endnu engang blev vores planer lavet om. Jeg mistede faktisk på et tidspunkt overblikket over hvor vi skulle hen, og blev derfor henrykt da Kira skrev at hende og Jim ville komme forbi i en taxa og hente mig. Så slap jeg da for at tænke mere over hvor vi skulle indtage aftenens måltid.

Slutresultatet på dagens restaurantjagt blev at vi spiste på et thai-sted i Boltens Gård. Egentlig et rigtig hyggeligt sted, med sød (men overdrevet langsom betjening, hvilket var ved at drive begge piger til vanvid), men maden levede ikke helt op til forventningerne. Jeg bestilte det samme som Jim og Said. En menu bestående af et par forretter, en hovedret samt en dessert. De første par forretter var der egentlig ikke noget at sætte en finger på, men hovedretten var kylling – en kylling der var kogt – sammen med noget kedeligt tilbehør. Ikke en thairestaurant værdig. Sovsen smagte dog ganske udemærket, og det var jeg ikke den eneste der havde bemærket. For da jeg er halvt inde i hovedretten, kigger jeg over på Kira der sidder på min højre side. Hun har taget en skål der stod på bordet, og var i fuld gang med at tømme indholdet med en ske, i den tro at det var en karrysuppe af en slags. Det var det nu ikke! Det var i stedet en skål med sovs som tjeneren havde sat midt på bordet til Jim, Said og mig så vi kunne fylde ekstra sovs på vores skuffende kylling. Da jeg gør Kira opmærksom på at hun er ved at skovle ren sovs ind i munden, kigger hun bare op på mig, tager nogle grøntsager og noget tilbehør fra min tallerken, smider det op i skålen, smiler, og siger så: “NU er det suppe!”, og spiser glad videre! Top underholdning!

Fra den knapt så imponerende thaijoint gik turen videre til den meget hypede I AM fest på toppen af Illum. Det var kun anden gang at jeg skulle til en af  I AM festerne, og den første jeg var til levede bestemt ikke op til forventningerne. Men havde hørt så meget godt om netop denne I AM event, at jeg alligevel så frem til en af modeugens bedste fester. Men igen blev jeg slemt skuffet. Festen skulle starte kl. 22.00, men kl. 22.15 var de endnu ikke begyndt at lukke folk ind. Come on!! Det er mangel på respekt for sine gæster, at man ikke engang er klar til tiden. Sløjt! Men ok, ikke en katastrofe. Vi røg hurtigt igennem og op til døren, og hold nu fast – 200 danske kroner i entré! WHAT?? Lugter lidt af grådighed fra arrangørernes side! Men ok, vi måtte hoste op. “Dankort? Nej, det tager vi ikke imod i døren. Så du må finde en hæveautomat”. Igen, WHAT??? Til en fest der er SÅ velbesøgt bør man forudse at langt de fleste ikke lige har 200 kroner i kontanter til entréen. Og når selv min lokale pizzamand kan finde ud af at betjene en trådløs dankortautomat når han leverer min daglige pizza, så kan et arrangement som I AM vel også. Eller er det for meget forlangt? Men ved fælles hjælp fik vi skrabet kontanter nok sammen til, at ingen af os skulle ud i natten for at finde en automat.

Op i elevatoren og ind i baren. Der blev bestilt lidt champagne og nogle sjusser. Men igen viste I AM mangel på overblik. Der var ingen sugerør i baren. Som festarrangør bør man vide, at piger med læbestift og en sjus uden sugerør ikke altid er den bedste kombi. Igen, sløjt! Nå, men nu skal det jo ikke lyde som om vi ikke hyggede os, for det gjorde vi da! Selskabet fejlede jo bestemt ikke noget, men i mine øjne kunne enhver anden fest have været mindst ligeså god. Og jeg mener ENHVER anden.

Efter en times tid stødte jeg på to af mine gode venner. Allan og Jogi. De havde et bord som vi alle blev inviteret over til. Stor tak til jer begge! Nu havde vi ligesom et sted at parkere vores drinks, og Allan og Jogi gjorde bestemt deres til at festen blev underholdende. Med sjove anekdoter fra modeugen og sprut i stride strømme blev den lidt triste start på festen glemt, og vi løsnede op og gav den gas til lyden af de svedige toner der brændte ud af højttalerne fra verdensklasse dj’s. For det var der! Altså dj’s i verdensklasse! Musikken var der ikke en finger at sætte på på noget tidspunkt.

De første til at gi op var Said og Jim. Jim med en dundrende hovedpine, og Said med udsigten til et tidligt morgenfly. Noget tid efter valgte Sarah at fortsætte festen et andet sted i byen, mens Kira og jeg fortsatte gildet i Illum. Da klokken var omkring 2.00 var også Kira blevet en lille træt spejder, og vi valgte at sige farvel til selskabet, og drage ud i natten for at finde et pizzeria og lidt natmad. Hvad der udspillede sig af drama på pizzeriaet vil jeg vente med at fortælle til en anden god gang, men en perfekt afslutning på en super (ja, faktisk meget super) dag DET var det.

Efter en sådan dag kan jeg kun konkludere, at det er ligegyldigt hvor du er, hvor dårlig maden er, om festen har sine mangler, eller om pizzaen er en milliard år om at blive færdig, så længe at du bare er omgivet af mennesker du holder af, for så har du allerede vundet!

Så derfor tusind tak til Kira, Jim, Allan G, Jogi, Allan J, Mikkel, Said, Sarah, Tonny, Ditte, Sacha, Pelle, Samir, Medina og alle jer andre jeg stødte på den fredag, og som var med til at gøre min dag til en dag jeg aldrig glemmer. Må vi allesammen få mange flere af den slags. God weekend, og mange mange tak fordi du læste med.