Drop kameraet på ferien – oplev i stedet! Og 6 gode tips…

Det kan måske virke lidt paradoksalt at en mand der lever af at forevige små øjeblikke, ligefrem opfordrer til at man lader kameraet blive hjemme, når man tager på ferie. Men der er trods at forskel på at tage et foto til en annonce end at slæbe sit nyindkøbte Canon IXUS 200 IS med sig rundt til samtlige turistattraktioner på Kreta i sommerferien. For hvem er det egentlig man tager billederne til?

Vi kender det nok allesammen… Det med at tage billeder på ferien. Også mange billeder. Rigtig mange billeder. Og rigtig mange billeder af stort set den samme “helt fantastiske” statue eller åndssvage kamel med hat på, for “iiiihhh, hvor er den sjov!”. Og ja, det er den da sikkert – i øjeblikket. Men bagefter, når man kigger billederne igennem, så er det som om at de 367 billeder man fik skudt af kamelen fra samtlige vinkler, ikke virker HELT såååå skide interessant, når man ikke længere kan dufte de tropiske blomster, mærke varmen fra sandet på sine fødder og den lune vind der rammer ens ansigt som et pust fra en elsker. Når man sidder der i iskolde Vanløse og kigger på selvsamme bovlamme krikke, så forsvinder noget af glamouren altså bare.

Første gang at det gik lidt op for mig at det er spild af tid at tage billeder på ferien var tilbage i 1995, hvor jeg 17 år gammel var taget en måned alene til Californien på USA’s vestkyst. Jeg havde naturligvis mit kamera med, og en dag befinder jeg og mit kamera os så til et spækhugger-show i Seaworld i San Diego. Jeg var enormt fascineret af de kæmpe dyr der kunne sprøjte med vand på tilskuerne og lave piruetter så vilde, at selv en ballerina på svampe ville have været misundelig. Det eneste problem var bare, at jeg ikke nød det! I stedet famlede jeg febrilsk med mit kamera – zoome ud, zoome ind, skifte objektiv til superzoom, skifte film (dengang var det ikke digitalt), passe på at kameraet ikke blev vådt osv. osv. osv. Og derudover skød jeg ikke mindre end 2½ filmrulle af under showet! Hvilket var meget dengang. Jeg fik da nogle ok skud i kassen, men efterfølgende var jeg ekstremt uforløst! Jeg følte ikke at jeg havde oplevet showet overhovedet, og det endte faktisk med at jeg stod i kø endnu engang for at se showet igen, og denne gang uden kamera. Jeg fik placeret mig helt oppe foran hvor de kære Willy’er oversprøjtede publikum! Det kunne jeg ikke i første omgang, da mit kamera så ville have været blevet vådt. Og jeg havde en FANTASTISK oplevelse!! LANGT LANGT bedre end under første show! Jeg koncentrerede mig udelukkende om at suge til mig, og opleve showet 100%!! Og jeg var lykkelig bagefter!

Da jeg kom hjem til Danmark igen og fik fremkaldt billederne fra min tur, ventede jeg med spænding på at “gense” showet. Jeg havde trods alt omkring 100 billeder af spækhuggere der svømmede rundt i et bassin. Og ja – kære læser – billederne var nøjagtigt lige så kedelige at se på, som de lyder. De kunne på ingen måde hamle op med den oplevelse jeg havde haft 2. gang jeg så showet. Og sandheden er, at jeg bladrede dem hurtigt igennem en enkelt gang, og siden har jeg faktisk ikke kigget på dem. Det gælder i øvrigt samtlige af de billeder jeg tog på min tur.

Min ydmyge pointe er blot: OPLEV! OPLEV! OPLEV! Tilbage i 1995 i Seaworld var jeg så heldig, at jeg bare kunne se showet en gang til, og derved råde bod på min mangel på psykisk tilstedeværelse den første gang. Men det er ikke altid at man kan “spole tiden tilbage” og opleve tingene igen. Og uanset hvad, så vil oplevelsen ALTID være bedre end billedet. Så lad mig gentage mig selv: OPLEV! OPLEV! OPLEV! Lad kameraet blive hjemme på hotelværelset, i hvert fald nogle dage, og sug i stedet til dig af de oplevelser du måtte støde på undervejs. Dit indre kamera vil elske dig for det!

Jeg kan afsløre så meget, at på min sidste ferie til Nice i Frankrig tilbage i maj måned skød jeg under 10 billeder. Og langt de fleste blev taget for sjov til en privatfest. Og på min tur til Chicago blev det til ét enkelt billede.

Hvis du alligevel insisterer på at tage dit kamera med overalt på ferien, så har jeg her et par tips til, hvordan du får nogle fede/anderledes/interessante billeder med hjem:

1. Skyd så få billeder som muligt uden familie/venner/rejsekammerater på. Nej, ikke engang din kære mor synes at et billede af en “spændende gammel dør fra år 1324″ er hårrejsende spændende. Siger hun andet, så er det fordi hun ikke vil såre dine følelser = hun lyver!

2. Kom så tæt på dit motiv som muligt. Hvis du f.eks. vil skyde et billede af din kæreste foran en pyramide, så kom så tæt på din kæreste, at kun hendes overkrop eller ansigt er med, og pyramiden i baggrunden.

3. Brug din flash, selv i dagslys. Det kan give motivet et ekstra pift.

4. Placer gerne hovedmotivet ude i siden af billedet. Det gør det mere interessant at kigge på, end hvis du placerer det midt i billedet. Det gælder både for mennesker og objekter.

5. Du kan skabe et super fedt billede, ved blot at huske på at arbejde både med forgrund og baggrund. Et emne jeg i øvrigt kommer til at skrive lidt mere om på et senere tidspunkt her på bloggen.

6. Stemningsbilleder! Skyd når der grines, grædes, spilles spil osv. Opstillede billeder kan også være ganske fine, men der er nu ikke noget som et foto der har fanget et ægte smil – men husk nu ikke at sidde med fingeren på aftrækkeren konstant for at få dit billede.

Det var lidt om mit syn på feriebilleder. Og som sædvanligt skal du have en stor tak fordi du gad at læse med. Håber vi ses igen næste gang jeg opdaterer min blog, og ha’ en rigtig god efterårsferie!

FUCK IKEA – Men husk at bruge gummi!

Om jeg hader IKEA? Næh… Egentlig ikke. Jeg har altid haft et udemærket forhold til det svenske moderfirma, og kan vist heller ikke frasige mig at have en enkelt bordskåner eller grydeske fra saml-selv-giganten. Men ja, indrømmet – efter 15 minutter i de klaustrofobiske gange der er sindrigt indrettet som placebo labyrinter, er jeg på nippet til at græde, og har kun én tanke i hovedet, at komme hurtigst muligt ud! Jeg begynder typisk at svede, og bliver ekstremt irritabel! Men nej, det er ikke det dette indlæg handler om.

“FUCK IKEA”-fotoet går ud på, at du ikke skal lade materielle ting, eller jagten på dem, styre dit liv. Pæne ting er dejlige at omgive sig med, og et hyggeligt hjem er en vigtig base at ha’ når du skal koble af efter en travl dag. Men det er i mine øjne ikke ensbetydende med, at du skal knokle dig halvt ihjel og negligere dem du elsker, for at få de helt rigtige Philippe Starck lamper, den helt rigtige Barcelona stol, det rigtige åbne samtale køkken osv osv… For der er absolut ingen ægte værdi i disse ting.

Den ægte værdi finder du i de personer du omgiver dig med! Intet jeg har kunnet købe for penge har nogensinde fået mig til at smile som mine bedste venner kan – selv når jeg er allerlængst nede. Intet nyt kamera jeg har købt har kunnet give mig sommerfugle maven som kysset fra en forelskelse. Og ingen bil jeg nogensinde har kørt har givet mig samme kick som en morgenquicky med en fantastisk kvinde!

Min pointe er blot, at hvis du leder efter lykken bag et skrivebord med en høj løn, så leder du forgæves, og du vil i værste fald ende som fyren på billedet. I et luksusbadeværelse på et lækkert hotel – alene, forladt og tom. Åben dine øjne og kig dig omkring. Du har garanteret en masse mennesker der holder af dig, og det er blandt dem du vil finde vejen til et evigt smil på læben.

Nej, jeg er bestemt ikke nogen selvhjælpsguru – ikke i nærheden af faktisk. Og jeg siger heller ikke at du fremover skal lave dine julegaver af ler og træ du finder i skoven. Men jeg er dog alligevel sikker på, at hvis dit fokus er på dem du omgiver dig med, og ikke på størrelsen af din bankbog, så vil du ende som et lykkeligere menneske. For er det ikke meningen med livet? At når den tid kommer hvor vi rammer vores livs efterår, og vi skal videre til Nirvana, at vi så smutter med det største smil på læben? Det tror jeg, og sådan lever jeg mit liv.

Som altid skal der lyde et stort tak fordi du gad at læse med! Det gør det at skrive en blog en del sjovere!

Billedet er i øvrigt skudt på Hotel FRONT i København. Stor tak til Tanja der var sød at låne os suiten i sidste øjeblik. Jeg har efterhånden skudt på en del hoteller rundt omkring i Kbh, og uden på nogen måde at forklejne de andres gæstfrihed, så var Tanja og hendes personale helt i verdensklasse!

Sidney Lee – Mit shoot med Danmarks mest omdiskuterede personlighed!

Meget kan der siges om Sidney Lee, og meget er der i DEN grad blevet sagt, skrevet og RÅBT OP omkring den kære Mr. Lee. Men hvad ved folk dybest set om personen Sidney? Ja ja, de fleste har vel set ham smøre sig ind i selvbruner, åbne en flaske Cult Shaker og tilberede en omgang mikromad til sin date, men er det nok til at dømme person ude eller inde? Og hvor meget var skuespil for at få medieomtale, og hvor meget var den ægte vare?

Jeg var selv i tvivl tilbage i februar/marts måned 2009, da Sidney Lee hysteriet så småt tog sine første vaklende skridt. Men én ting var jeg absolut ikke i tvivl om! Og det var at den mand havde sindssygt meget potentiale til at blive en medieomtale-sluger i en sådan grad, at Danmark næppe vil opleve det igen med en privatperson. Vel at mærke en privatperson der ikke har begået økonomisk kriminalitet, ingen har slået ihjel, ikke har ført sig frem i Hollywood med sin partner – ja, faktisk har han intet “begået” ud over at smøre sig ind i selvbruner og klæde sig temmelig utraditionelt på i forhold til de danske røvsyge standarder. Og jeg har bare et eller andet med mærkværdige personligheder. Det er nok noget der stammer fra min barndom hvor jeg blev slæbt rundt til den ene mærkelige kunstner efter den anden af min far, og på den måde kom til at elske disse excentriske eksistenser og den verden der omgiver dem. Der findes ikke noget mere kedeligt end den ligegyldige mellemvej. Giv mig ekstremer! Jeg vidste ikke så meget om Sidney på det tidspunkt, men jeg vidste at jeg ville tage et billede af ham før alle andre! Og det kom jeg til…

Facebook er jo et fantastisk redskab når man skal i kontakt med folk man ellers ikke har nogen relation til, og inden længe havde jeg igennem netop facen fået fat på Sidney, og havde forklaret ham mine planer mht. at tage et billede af ham. Og Sidney var på! Lige med det samme. Ikke så meget pis. Og 2 – 3 uger efter vores første samtale, befandt jeg mig på natklubben NASA i København, der havde været søde nok til at lægge lokaler til shootet, og ventede sammen med min assistent, en make-up artist og 3 modeller på at Sidney skulle dukke op med sin date og et kamerahold fra Singleliv.

På præcist aftalt tidspunkt dukkede Sidney & Co. op, og inden længe havde han fået smidt noget King Diamond på anlægget, og efter en kort briefing gik vi igang med shootet. Ikke overraskende var han et naturtalent foran kameraet, og der skulle ikke mange skud til at få præcist de to billeder i kassen som jeg havde håbet på!

Efter min dag med Sidney bliver jeg nødt til at sige, at jeg bestemt ikke kan hoppe med på vognen af Sidney-hadere. Jeg kan sagtens se at man kan få for meget rock’n'roll, Cult Shakere og bruncreme, men på den anden side kan man jo bare lade være med at læse de artikler hvor Sidney Lee er nævnt, og skrue væk hvis han dukker op på skærmen. Værre er det vel heller ikke. Nu har jeg mødt ham et par gange, og han er faktisk en rigtig fin fyr, venlig, charmerende og samtidigt overraskende rolig i forhold til hvad man måske kunne forvente af en i hans position. Han er bare en gennemsnitlig gut med hvide læderstøvler, sorte gamacher og hang til heavyrock, der i en grad verden ikke troede muligt har formået at udnytte medierne til det yderste, og på fornemste vis har opnået at få mere spalteplads end selv Anni Fønsby gjorde i sin storhedstid, på at kunne absolut intet. Ta daa! Sådan skal det sgu gøres. Sidney er moderne kunst – intet mindre!

Hvis du vil se mit shoot med Sidney Lee som det blev vist på Kanal 4 i Singleliv i september 2009, så kan du tjekke videon nedenfor. De to færdige billeder fra shootet kan du se på mit site www.michaelbang.com.

Som sædvanligt skal der lyde et stort tak fordi du gad at læse med! Håber at se dig på min blog snart igen.

Et af mine fotos anmeldt i UK’s største fotomagasin – ét mål nået, 999 to go! ;)

(Forsiden til venstre. Mit foto af Daniela til højre. Billedet var egentlig blot ment som en lille sjov tribute til det berømte billede af Helena Christensen, men er nu endt som en halvside i Digital SLR photography)

I oktober måned bliver mit foto af Daniela anmeldt af to internationalt anerkendte fotografer fra Digital SLR photography. Hvis du vil læse den fulde anmeldelse, så køb bladet i din nærmeste kiosk. De fleste har dette magasin på hylderne.

Som fotograf (læs: kunstner) skal man jo helst tage sig selv helt vildt højtidelig, og absolut ikke gå op i hvad et ultra-kommercielt blad som Digital SLR photography har at sige om ens billeder, da kunst jo opfattes forskelligt alt efter hvilke øjne der kigger på det, og hvad ved de om ÆGTE kunst overhovedet!? FUCKING BLAH! Jeg skal da være den første til at indrømme at jeg flåede pakken fra magasinet op, og med en hastighed der nærmede sig warp-speed fandt jeg siden med mit foto. Og da anmeldelsen af mit foto slet ikke er så dårlig endda, lyste mit lille fjæs da også op som en lille dreng der lige har fået præcist hvad han ønskede sig til jul! Jo jo, jeg er en sucker for ros – og indrøm det nu bare, det er du også selv!!

Passager fra anmeldelsen (HELT tilfældigt valgt! *blink* *blink*):

“Michael has used a very attractive model, and the black & white conversion suits the image very well”

“A very succesful strong image”

“It’s stark, bold and has a lot of impact”

Miller Floor Control – Døgn #2

Daaaaamn en fed weekend! Det kan godt være at jeg egentlig var på job, men i dette tilfælde var business = pleasure.

Jeg vil ikke bruge så forfærdeligt meget spalteplads på Døgn 2, da det meste af det jeg kan berette om nok ikke er helt så givende for alle de læsere der ikke var tilstede på Café Vesterå da Miller karavanen med Tim Andresen, Thomas Madvig, Massimo, Mette S og de berygtede tøser Knox & Skurk gik totalt amok, og væltede det lille hus som det aldrig var blevet væltet før!

I stedet vil jeg lade dette billede af Mette S tale for mig. Vi snakker altså folk på vej IND OVER PULTEN her i et inferno af fed stemning og iskolde Millers! Hell yeah en fest! Og på lørdag gør vi det hele igen på Culture Box i Kbh! Hvis du går glip af den fest, så er du ikke ved dine fulde fem!

Miller Floor Control – Døgn #1

Under normale omstændigheder ville jeg nok vente til weekenden var omme, og så skrive et indlæg om hele weekenden. Men ikke denne gang. Primært af to årsager: 1) Der er sket pænt meget allerede, så hvis jeg venter til søndag risikerer mit indlæg at blive absurd langt! 2) Jeg RØV keder mig på hotellet i Aalborg, så kan jo ligeså godt bruge tiden på at grifle lidt ned.

Nå men, grunden til at jeg i det hele taget er endt i Aalborg er, at jeg for en måneds tid siden fik et opkald fra Tim Andresen (timandresen.com). Jeg havde tidligere skudt nogle pr-billeder af ham, men denne opgave var lidt noget andet. Han var, sammen med Thomas Madvig, blevet hyret af Miller (theobrands.dk) til at spille til deres Miller Floor Control arrangementer, samt være den danske jury i den store internationale dj-konkurrence som det hele er bygget op omkring.

Min opgave skulle så være at følge med dem rundt, og dokumentere festerne til brug på blandt andet det tilknyttede site millerfloorcontrol.dk. Ikke ligefrem en opgave der ligger tæt op af hvad jeg normalt bliver booket til som fotograf. Og egentlig heller ikke en opgave jeg normalt ville sige ja til. Men Tim har bare en evne til at sælge en vare som værende “da shiiiit”, og efter overraskende kort tid med ham i røret hørte jeg mig selv sige: “Ja, helt sikkert! Den er jeg med på!”. WHAT!?!?! Men jo, jeg fik sagt ja til en mini clubtour med ham og Madvig. Og det er så derfor jeg i dag sidder på Scandic Hotel i Aalborg, i lobbyen endda fordi stikkontakterne på værelserne ikke har jordstik (hvad fanden sker der i øvrigt lige for det?!?) og alle deres konvertere er lånt ud. Uuuhhh ja, sådan nogle er jo også VILDT dyre, så dem kan man jo ikke bare købe mange af, så der er en til hvert værelse! Så jeg måtte pænt tage min bærbare inkl. lader og placere min røv i lobbyen ved siden af et stik med jord. BRAVO SCANDIC!

Aaaanyways, det var så i går at vores mini tour startede på Københavns Hovedbanegård. Kenneth, der er Millers repræsentant, havde lejet en minibus, og vi skulle mødes foran det store digitalur. Udover Tim og Madvig var der også to dj’s med. Nemlig de to fra Kbh der havde vundet den indledende runde i konkurrencen. Hvis du vil vide mere om den, så klik dig ind på det website jeg fik nævnt ovenfor. Eller dvs. der var faktisk 3 dj’s. Massimo og Knox & Skurk som består af to fantastiske tøser. Den tredje og sidste dj hedder Mette S, men da hun kommer fra Aalborg mødte hun ganske fornuftigt nok ikke op på Hovedbanen, da første stop på turen var Vejle.

Efter at den gode Madvig endelig havde indfundet sig i sædvanlig “det er bedre at komme for sent end slet ikke at komme” stil, og alle var steget ombord, lagde tourbussen endelig fra kaj, og der blev straks åbnet nogle flasker Miller Genuine Draft, herefter omtalt som MGD, og foden blev plantet solidt og tungt på speederen. Hvilket i dette tilfælde resulterede i en topfart mange steder på hele 6 km/t. Jo jo, der var da kø det var der da!! NICE! Så en times forsinkelse blev det til inden vi nåede Vejle og vores destination som var Lipstick.

Inden Lipstick skulle vi dog lige prøve en lokal succes-restaurant. En mexikansk lille godbid. Jeg vil springe middagen over i min blog, da der ikke skete noget specielt fortælleværdigt den time den varede. Dog oplevede jeg en lille sjov episode mellem mig og tjeneren som I ikke skal snydes for. Den gik ned sådan ca. sådan her: Tjeneren: “Hvad vil du have at drikke til din mad?”. Mig: “Et stort glas mælk med isterninger, tak”. Tjeneren: “Vi har kun sødmælk”. Mig: “Det er helt fint”. Tjeneren: “Hvorfor vil du dog have mælk??” og så meget underlig ud i hovedet. Hvad fanden skulle jeg svare?? Så jeg svarede: “Øøøhh… Fordi jeg kan li det!?” med tøvende stemme, og ventede bare på at han skulle komme med et godt modargument. Det skete dog ikke, og jeg fik mit glas med mælk og isterninger. Det er åbenbart MEGET mærkeligt at drikke mælk til maden i Vejle! På højde med at hælde saftevand i benzintanken faktisk! Så nu er jeg for evigt stemplet som “Ham der den TOTALT underlige mælkedrikker!” i Vejle.

Efter restauranten tog vi et smut på hotellet, og så ellers tilbage til Lipstick. Kl. 22.45 da vi drejede om hjørnet til natklubben var der en mega kø allerede! Og for at gøre en lang historie (og ikke mindst en lang nat) kort, så kan Vejle forstå at fyre en fest af! Tim og Madvig varmede op, og så gik de tre/fire dj’s ellers på én efter én. Og DAMN de kunne vende plader! Jeg har min klare favorit blandt de tre, men da konkurrencen endnu ikke er afgjort, så vil jeg holde min mening for mig selv. Hvis du er nysgerrig efter at se dem optræde, så vælter vi Café Vesterå i Aalborg i nat, og Culture Box i Kbh på næste lørdag d. 19. sept. Du skal være mere end velkommen! Det er helt sikkert op oplevelse du sent vil glemme!

Jeg fik selvfølgelig også skudt en million-trillion-trilliard billeder af Tim Andresen, Thomas Madvig, Massimo, Knox & Skurk, Mette S og den kogende natklub, der højest sandsynligt vil blive smidt op på millerfloorcontrol.dk inden så længe. Men indtil det sker kan jeg da godt smide en smagsprøve:

TA DAAAA!! Mit hotelværelse i Vejle. Er det ikke bare fantastisk interessant?!?!??! Og endda med en genudsendelse af Go’morgen Danmark på flimmeren! WOW! Resten må I vente med.

Endnu engang tusind tusind tak fordi du seriøst gad at læse helt herned til. Det sætter jeg stor pris på! I morgen kommer forsættelsen til dette blogindlæg, nemlig Miller Floor Control – Døgn #2. Har på fornemmelsen at det bliver craaaazy!! Men det må og kan kun tiden vise. Jeg vil hoppe op på mit værelse igen, og slappe af indtil tourbussen kører mod Café Vesterå og en nat der forhåbentlig vil byde på en fest der i den grad imponerer! Elvis has left the lobby…

Den kommercielle virkelighed contra mit behov for at gakke ud – et muligt match?

Siden jeg valgte den sikre livsstil som lønmodtager fra, og valgte at satse hele butikken på at kunne leve af at skyde billeder, er det gået sindssygt stærkt! På få måneder har jeg udrettet hvad jeg troede ville tage mig flere år. Mine billeder er fra starten blevet taget overraskende godt imod, og jeg har aldrig arbejdet så meget som jeg gør nu! Jeg har ingen penge brugt på markedsføring, og har ikke foretaget ét eneste salgsopkald eller skrevet et eneste salgsbrev. Og alligevel har jeg nu så meget arbejde, at jeg kan leve af det jeg elsker – at fotografere!

Og det er sgu da bare fedt!! Eller er det? Ja, selvfølgelig er det da det! Jeg ville da være en ualmindelig arrogant og utaknemmelig skiderik, hvis jeg nu begyndte at brokke mig over at mine billeder er populære. MEN – når det så er sagt, så er der alligevel en lille bitte, næsten ubetydelig, bagside af medaljen, som jeg har tænkt mig at bruge de næste par minutter på at dele med jer her.

Jeg har nemlig fundet ud af, at det der holder mig igang og giver mig fornyet energi og skøre idéer, det er at skabe mine egne små, til tider meget underlige og uforståelige, universer, og forevige dem på et foto. Det giver mig en tilfredsstillelse og en ro i sjælen at komme ud med de tanker der ellers kun raser rundt i mit hoved. At folk så kan li hvad der kommer ud af det, er jo kun en kæmpe bonus, men det er ikke årsagen til at jeg startede i første omgang.

Misforstå mig nu ikke! Jeg elsker at være på shoots! Og det er super super fedt når mine kunder hiver fat i mig, og beder mig at skyde for dem! Problemet er, at med al den opmærksomhed mine ting har fået de sidste mange måneder, har jeg stort set ikke haft tid til at lave mine egne shoots, og det er jo primært dem som mine kunder har booket mig på baggrund af. Så det paradoksale er, at jo mere jeg har at rive i, jo mindre af mit eget får jeg lavet, og jo færre nye jobs får jeg på den lange bane. Hmmm… What to do?

Et godt eksempel på ovenstående er, at jeg oftere end nogensinde før bliver spurgt om jeg ikke snart laver noget nyt og smider det op på mit site? Og det selvom jeg aldrig nogensinde har skudt så mange billeder som nu.

Jeg har valgt ikke at tænke for meget over det, og begynde at lægge de store strategiske planer. I stedet for har jeg besluttet mig for at følge min intuition og holde fri fra de kommercielle shoots i oktober måned, og i stedet bruge min tid på at udvikle og skyde mine egne idéer. Der er allerede et par shoots i kalenderen, og jeg glæder mig som et lille barn til juleaften.

Nu håber jeg ikke at ovenstående vil blive fejltolket som værende et forkvaklet forsøg på at være så krukket som muligt, for det er bestemt ikke tilfældet. Det er heller ikke fordi jeg ikke holder af at skyde for mine kunder. Der skal bare være en god balance imellem det kommercielle og det gakkede. Og da jeg tog beslutningen om at leve af det jeg elsker, besluttede jeg mig samtidigt for at følge mit hjerte hele vejen – uanset i hvilken retning det måtte lede mig – og med de konsekvenser det måtte have. Mit liv er simpelthen for kort og dyrebart til at spilde tiden med at lave ting der ikke giver mig noget tilbage, og lige nu, ja der leder mit hjerte mig altså væk fra de kommercielle shoots. Så i stedet for at sige ja til shoots jeg dybest set ikke er motiveret til at udføre (for det frygter jeg vil blive tilfældet hvis jeg fortsætter i samme tempo), så vil jeg hellere tage en lille pause, og så komme så stærkt tilbage som muligt, og servicere mine kunder på et forhåbentligt endnu højere niveau end før!

For en pause fra de kommercielle shoots er også en mulighed for at udvikle mig som fotograf, og det vil naturligvis komme mine kunder tilgode i sidste ende. Så alt i alt skulle det være en win-win situation, for at sige det som Nikolaj Lie-Kaas.

Resten af september måned står på masser af kommercielle shoots, og dem ser jeg naturligvis frem til, og vil udføre dem efter absolut bedste evne. For som sagt tidligere, så elsker jeg at skyde billeder, og at fremstille noget som mine kunder er mere end tilfredse med. Der skal bare være en sund balancegang mellem de shoots jeg bliver booket til, og de shoots jeg selv tager initiativ til. That’s all. Gir det mening??

Endnu engang tusind tak fordi du ville læse med. Håber at du kigger forbi igen en dag.

Fashion Weekend – I AM festen og ud at spise med de skøre!

Det er snart en uge siden at Fashion Weekend lukkede og slukkede for denne gang, men alligevel står ugens begivenheder klart på min nethinde som var det i går. En super uge, med masser af fantastiske oplevelser – selvom de bedste oplevelser egentlig ikke havde så frygteligt meget at gøre med fashion.

Der var fra ugens start lagt op til et stramt program, med shoots mandag, tirsdag, onsdag, torsdag og lørdag. Og af fester stod den på I AM fredag og CPH Vision lørdag. Med andre ord, my kinda week!

Mandag lagde jeg ud med et heldags shoot – troede jeg i hvert fald. For eftersom jeg havde planlagt at skyde udenfor on location, og det væltede ned med vand, blev jeg nødt til at aflyse shootet. Øv! Det var billeder af og til Klaus Bondam, og jeg havde glædet mig rigtig meget. Heldigvis skulle vi skyde så meget med Klaus, at jeg havde sat tre dage af til det, og mandag blev så i stedet rykket til fredag. Ingen skade sket. Tirsdag stod den også på billeder af Bondam, det samme onsdag, og begge dage var vejrguderne med os. Sol fra en skyfri himmel, og alt klappede på diverse locations. Som smurt i olie. Det kunne ikke være bedre! Følelsen efter en hel dag med shoot hvor alt bare fungerer, og du går hjem med præcist de billeder du havde forestillet dig inden, er ubeskrivelig! Torsdag gik med flere shoots, og fredag fik jeg de sidste billeder af Bondam i kassen. I kan se resultatet inden længe på hans eget site www.bondam.dk.

Fredag aften var jeg blevet inviteret til middag og I AM fest af Kira Eggers sammen med den altid glade modeguru Jim Lyngvild, model og direktør frk. Sarah Louise Christiansen og Said Chayesteh der spillede Karim i tv-serien “Anna Pihl”. Kira, Jim og Sarah kendte jeg på forhånd, men Said havde jeg ikke mødt før. Men det skulle vise sig at han var en super gut med en sjælden form for gennemført og intelligent humor!

Det var egentlig meningen at vi skulle spise på en indisk restaurant. Den der ligger tæt på Råshuspladsen. Men da vejret nu var så godt, så bestemte Kira at vi  i stedet skulle rykke udenfor og nyde solen på Kaffesalonen… Jeg fandt nummeret frem og Kira bestilte bord. Men der gik ikke længe inden planerne blev lavet om. Det var vist noget med at én i selskabet (nævner ingen navne!) ikke synes stedet var passende, da vi jo ikke lige kunne gå fra Kaffesalonen og til Illum, hvor I AM festen blev afholdt, og der var vores mål efter middagen. Så endnu engang blev vores planer lavet om. Jeg mistede faktisk på et tidspunkt overblikket over hvor vi skulle hen, og blev derfor henrykt da Kira skrev at hende og Jim ville komme forbi i en taxa og hente mig. Så slap jeg da for at tænke mere over hvor vi skulle indtage aftenens måltid.

Slutresultatet på dagens restaurantjagt blev at vi spiste på et thai-sted i Boltens Gård. Egentlig et rigtig hyggeligt sted, med sød (men overdrevet langsom betjening, hvilket var ved at drive begge piger til vanvid), men maden levede ikke helt op til forventningerne. Jeg bestilte det samme som Jim og Said. En menu bestående af et par forretter, en hovedret samt en dessert. De første par forretter var der egentlig ikke noget at sætte en finger på, men hovedretten var kylling – en kylling der var kogt – sammen med noget kedeligt tilbehør. Ikke en thairestaurant værdig. Sovsen smagte dog ganske udemærket, og det var jeg ikke den eneste der havde bemærket. For da jeg er halvt inde i hovedretten, kigger jeg over på Kira der sidder på min højre side. Hun har taget en skål der stod på bordet, og var i fuld gang med at tømme indholdet med en ske, i den tro at det var en karrysuppe af en slags. Det var det nu ikke! Det var i stedet en skål med sovs som tjeneren havde sat midt på bordet til Jim, Said og mig så vi kunne fylde ekstra sovs på vores skuffende kylling. Da jeg gør Kira opmærksom på at hun er ved at skovle ren sovs ind i munden, kigger hun bare op på mig, tager nogle grøntsager og noget tilbehør fra min tallerken, smider det op i skålen, smiler, og siger så: “NU er det suppe!”, og spiser glad videre! Top underholdning!

Fra den knapt så imponerende thaijoint gik turen videre til den meget hypede I AM fest på toppen af Illum. Det var kun anden gang at jeg skulle til en af  I AM festerne, og den første jeg var til levede bestemt ikke op til forventningerne. Men havde hørt så meget godt om netop denne I AM event, at jeg alligevel så frem til en af modeugens bedste fester. Men igen blev jeg slemt skuffet. Festen skulle starte kl. 22.00, men kl. 22.15 var de endnu ikke begyndt at lukke folk ind. Come on!! Det er mangel på respekt for sine gæster, at man ikke engang er klar til tiden. Sløjt! Men ok, ikke en katastrofe. Vi røg hurtigt igennem og op til døren, og hold nu fast – 200 danske kroner i entré! WHAT?? Lugter lidt af grådighed fra arrangørernes side! Men ok, vi måtte hoste op. “Dankort? Nej, det tager vi ikke imod i døren. Så du må finde en hæveautomat”. Igen, WHAT??? Til en fest der er SÅ velbesøgt bør man forudse at langt de fleste ikke lige har 200 kroner i kontanter til entréen. Og når selv min lokale pizzamand kan finde ud af at betjene en trådløs dankortautomat når han leverer min daglige pizza, så kan et arrangement som I AM vel også. Eller er det for meget forlangt? Men ved fælles hjælp fik vi skrabet kontanter nok sammen til, at ingen af os skulle ud i natten for at finde en automat.

Op i elevatoren og ind i baren. Der blev bestilt lidt champagne og nogle sjusser. Men igen viste I AM mangel på overblik. Der var ingen sugerør i baren. Som festarrangør bør man vide, at piger med læbestift og en sjus uden sugerør ikke altid er den bedste kombi. Igen, sløjt! Nå, men nu skal det jo ikke lyde som om vi ikke hyggede os, for det gjorde vi da! Selskabet fejlede jo bestemt ikke noget, men i mine øjne kunne enhver anden fest have været mindst ligeså god. Og jeg mener ENHVER anden.

Efter en times tid stødte jeg på to af mine gode venner. Allan og Jogi. De havde et bord som vi alle blev inviteret over til. Stor tak til jer begge! Nu havde vi ligesom et sted at parkere vores drinks, og Allan og Jogi gjorde bestemt deres til at festen blev underholdende. Med sjove anekdoter fra modeugen og sprut i stride strømme blev den lidt triste start på festen glemt, og vi løsnede op og gav den gas til lyden af de svedige toner der brændte ud af højttalerne fra verdensklasse dj’s. For det var der! Altså dj’s i verdensklasse! Musikken var der ikke en finger at sætte på på noget tidspunkt.

De første til at gi op var Said og Jim. Jim med en dundrende hovedpine, og Said med udsigten til et tidligt morgenfly. Noget tid efter valgte Sarah at fortsætte festen et andet sted i byen, mens Kira og jeg fortsatte gildet i Illum. Da klokken var omkring 2.00 var også Kira blevet en lille træt spejder, og vi valgte at sige farvel til selskabet, og drage ud i natten for at finde et pizzeria og lidt natmad. Hvad der udspillede sig af drama på pizzeriaet vil jeg vente med at fortælle til en anden god gang, men en perfekt afslutning på en super (ja, faktisk meget super) dag DET var det.

Efter en sådan dag kan jeg kun konkludere, at det er ligegyldigt hvor du er, hvor dårlig maden er, om festen har sine mangler, eller om pizzaen er en milliard år om at blive færdig, så længe at du bare er omgivet af mennesker du holder af, for så har du allerede vundet!

Så derfor tusind tak til Kira, Jim, Allan G, Jogi, Allan J, Mikkel, Said, Sarah, Tonny, Ditte, Sacha, Pelle, Samir, Medina og alle jer andre jeg stødte på den fredag, og som var med til at gøre min dag til en dag jeg aldrig glemmer. Må vi allesammen få mange flere af den slags. God weekend, og mange mange tak fordi du læste med.

Said Chayesteh

“I DO 30″ – to fantastiske dage på Roskilde Festivalen

Da jeg blev tilbudt at skyde billeder for organisationen ido30 (læs mere her: ido30.org) var jeg ikke sen til at svare ja. For det første skulle det foregå på Roskilde Festivalen som jeg aldrig tidligere havde besøg, for det andet var der i mit vederlag inkluderet et armbånd til Mediebyen, så jeg kunne færdes nogenlunde frit omkring på hele pladsen. For det tredje er hele idéen bag organisationen at hjælpe miljøet. 3 rigtig gode grunde til at jeg naturligvis ikke kunne sige nej til den opgave.

Jeg blev inviteret til en kort briefing med eventfirmaet bag selve kampagnen, og vi blev hurtigt enige om hvordan det hele skulle foregå. Jeg skulle møde op på Roskilde Festivalen fredag og lørdag, og så ellers dokumentere løs i form af fotos.

Jeg skulle være i Roskilde kl. 10.00 fredag formiddag, så allerede torsdag aften fik jeg pakket mit grej. I ugerne op til havde jeg stort set kun skudt i studie eller på location hvor billederne var meget opstillede, så jeg så frem til et par dage uden fast location, og med solen bagende ned fra en skyfri himmel. Scenen var sat til et par dage med fuld fart på, og masser af skud i kassen! Og jeg blev ikke skuffet!

Det blev fredag, og klokken blev 10.00. Jeg havde netop fundet vej til Roskilde og til det sted hvor de udleverede armbånd. Jeg havde fået en passérseddel med mit navn på, og for at undgå snyd, skulle jeg medbringe mit pas. Det virkede umiddelbart ret voldsomt at skulle medbringe pas for at få et armbånd, men på den anden side så var det en effektiv måde at undgå svindel på. Jeg fik hurtigt udleveret mit armbånd, og mødtes så med Jonas der var min kontaktperson de næste to dage.

Jeg fik endnu en kort briefing af Jonas. Min første dag skulle for det meste gå med at følge en gruppe på omkring 20 personer på en guidet tur rundt på hele pladsen. Det blev også til et spændende besøg backstage på en af de mindre scener, hvor et heavy metal band spillede op til dans. Ret fascinerende at opleve! Efter den guidede tur tøffede jeg rundt en times tid med Jonas og fik taget nogle stemningsbilleder fra selve pladsen, og efterfølgende ville jeg snuppe et tog hjem. Det sidste skulle dog vise sig at være sværere end man umiddelbart skulle tro!

På det tidspunkt hvor jeg skulle hjem, var klokken blevet lidt over 21. Jeg blev nødt til at vente på at solen var gået lidt ned, da jeg skulle skyde nogle aftenbilleder for en anden kunde på Festivalen. Men hvad jeg ikke vidste var, at når klokken har passeret 17, så er det ikke sååå skide nemt at komme væk fra Festivalspladsen med mindre du er i bil eller har tænkt dig at gå. Jeg havde ikke bil med, så jeg måtte vælge den sidste løsning. Og da jeg ikke kendte Roskilde, blev jeg nødt til at følge de skilte der var. Jeg fandt et skilt hvorpå der stod “ROSKILDE”, og valgte derfor at sætte min lid til, at det da måtte være den korteste vej ind til byen. Intet kunne være mere forkert! Jeg gik i fucking 45 minutter før jeg nåede banegården i Roskilde!! En tur der ikke burde have taget mere end det halve! Og ovenpå 11 timers vandren rundt på festivalen hele dagen, var en ekstra stropmarch ikke liiiige det mine fødder stod og manglede! Men hjem kom jeg da…

Og det blev lørdag. Jeg fandt endnu engang frem til min kontaktperson, og fik endnu en kort briefing omkring dagens program. Opgaven lørdag var at få skudt en masse billeder af personer iført en “Ido30″ t-shirt. Men da man ikke bare må uddele “reklamemateriale” på pladsen, fik jeg tildelt en dejlig pige ved navn Tilde der skulle følges med mig rundt, sammen med en stak af de omtalte t-shirts. Det blev til en tur på 4 timer i stegende hede! Sveden løb konstant fra samtlige porer på min glohede krop, men alligevel var det en fantastisk dag! Jeg fik mødt så mange specielle og dejlige mennesker på min tur, at jeg sent vil glemme mit første år på Roskilde – også selvom jeg faktisk ikke fik set eller hørt en eneste koncert. Og antallet af kolde øl fortæret på pladsen kan tælles på én hånd. Også selvom man lægger begge dage sammen. Så måske var min første Roskilde tur ikke den vildeste eller vådeste af slagsen, men den vil allígevel altid stå for mig som værende en weekend jeg aldrig glemmer! Stor tak til ido30 folkene for deres måde at være på, deres måde at tage imod mig på, og for at kæmpe for et renere miljø for alle!

Da jeg var færdig med at udvælge billeder fra de to dage, blev det i sidste ende til lidt over 500 brugbare fotos. Men mit favoritfoto er dette:

Jeg har de sidste par år vasket det meste af mit tøj på 30 grader, men er nu blevet meget mere bevidst omkring det. Hvad med dig selv? Vasker du også på 3o grader? I do 30, do you?

Læs mere om den gode sag og se flere af de billeder jeg tog på festivalen her: ido30.org

Harry Potter – og kunsten at forsvinde i mængden

Jeg skal bestemt ikke brokke mig! Det har været en fantastisk uge, der har budt på mange spændende oplevelser – både i form af interessante shoots, nye forretningsforbindelser, mange timer i selskab med nogle af mine bedste venner, kreative brainstormmøder med min assistent og ven Phillip Drago (der kulminerede i et surrealistisk pitch af en reklamekampagne for boksershorts) og nye bekendtskaber.

Dog vælger jeg alligevel at fortælle om en aften der i særdeleshed fik sat min selvkontrol på prøve, og fik udfordret min angst for ekstremt mange mennesker jeg ikke kender, på et relativt lille sted!

Min gode ven og journalist på Her&Nu, Martin Hjort, havde inviteret mig til Gallapremiere på Harry Potter dagen før den udkom i biograferne. Naturligvis med rød løber, kendisser en masse, udklædte Harry Potter fans, gratis drikkevarer og popcorn osv osv… Med andre ord alt hvad der nu hører sig til et arrangement af den type. Normalt siger jeg egentlig nej tak til den slags arrangementer. Ikke med min gode vilje eller fordi jeg er for fin til den slags (og slet ikke fordi jeg bliver tilbudt det på en daglig basis), men mest af alt fordi jeg ikke er meget for at komme steder hvor jeg stort set ingen kender, og hvor der samtidigt er proppet med mennesker. Kort fortalt: Jeg HADER det!! Men lige i torsdags var jeg totalt ovenpå, og følte mig overdrevet overskudsagtig, og var derfor ikke sen til at sige “Heeeeelt sikkert!” da Martin ringede og ville ha mig med.

Tidspunktet for min exit fra min lejlighed på Vesterbro nærmede sig, og jeg hoppede derfor i noget afslappet tøj (efter en heftig tøjdiskussion med min roomie og hendes veninde!), og sprang derefter ud af døren. Egentlig havde jeg besluttet mig for at tage en taxa, men skiftede alligevel mening, og tog istedet bussen ind til Hovedbanen, og gik så derfra og over til Imperial.

Mit humør var stadig i top, og jeg så frem til at mødes med Martin som jeg ikke havde set i et stykke tid, og en hyggelig biograftur. Men i samme sekund jeg drejede rundt om hjørnet og kunne se Imperial og den kilometerlange og kilometerbrede kø foran biografen, og ikke mindst alle de mennesker der havde stillet sig bag gitterhegnet der omkransede den røde løber for at få et glimt af de kendte, begyndte sveden på min pande at pible frem og fortrydelsens bitre smag at melde sig! Jeg stoppede helt op, lamslået, og blev stående ca. 200 meter væk fra indgangen. Ingen Martin i syne! Jeg ledte febrilsk efter min mobil i min lomme, fik den klappet op, og selvom jeg normalt føler decideret ubehag ved at skulle ringe nogen op, fik jeg lynhurtigt og uden at tænke over det speeddialet Martin! Intet svar! Sveden havde nu bredt sig til mine håndflader og ryg, og jeg kunne kun tænke på hurtigst muligt at få fat på Martin, så jeg ikke skulle face horden af mennesker alene! Fik trykket to gange på den grønne knap på min mobil, og den ringede endnu engang Martin op… Stadig intet svar! Aaaarrghh!! FUCK!! Fik med rystende hænder skrevet en sms a la: “Er her nu! Hvor er du? Ring!”… Der gik kun et par minutter inden Martin ringede mig op, men det føltes alligevel som en evighed! “Hvor er du?”, fik jeg som det første fremstammet. Martin fik med rolig stemme fortalt at han stod lige foran biografen. Ude foran menneskemylderet!? Lige i centrum af begivenhederne!? “Hvorfor fanden skal du også stå der??” fik jeg tænkt, men måtte alligevel bide det i mig, og bevæge mig mod den endnu voksende kø.

Jeg fandt hurtigt Martin, der havde stillet sig ud foran køen, midt på cykelstien, for at jeg bedre kunne se ham. Martin fortalte at han skulle arbejde, dvs. stå i presseboksen og interviewe de kendte der nu måttte dukke op, og jeg var derfor overladt lidt til mig selv indtil filmen startede. Jeg sværger!! Mit hjerte stod stille et kort sekund da jeg fik den besked. Jeg kunne simpelthen ikke overskue at skulle stå i køen, alene, med en milliard andre mennesker jeg ikke anede hvem var, og skulle gå op ad den røde løber, igen alene, med pressefolk på den ene side, og crazy Harry Potter fans på den anden! For det første, hvem går alene i biografen?? Når jeg f.eks. ser en mand der tager alene i biografen tænker jeg altid: “Ej, hvor er det synd for ham! Hvorfor tager han alene i biografen? Har han ingen venner?”, og får altid lyst til at spørge om han dog ikke vil følges med mig og dem jeg er sammen med. Jeg ville virkelig føle at folkede kiggede på mig med samme fordømmende øjne og tænkte, at jeg måtte være en ensom freak! Totalt overdramatiseret, I know, men det var nu engang sådan jeg tænkte! Og for det andet, jeg DUER BARE IKKE til at være alene i en menneskeflok! Jeg går totalt i baglås, og aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv! Tror det dybest set bunder i, at jeg er en sindssyg kontrolfreak. Og i en sådan situation føler jeg, at jeg mister noget af den kontrol jeg har brug for for at fungere optimalt.

Mine øjne og svedperlerne på min pande må i DEN grad have fortalt hvad jeg tænkte, for inden jeg nåede at protestere over Martins manglende tilstedeværelse forbarmede han sig: “Ved du hvad, du går sgu bare med mig…”. YES!!! Oooohhhhhh yes!! Tak Martin! Du reddede SÅ meget min aften der!! Fik jeg slet ikke fortalt ham den aften, så håber på at han får læst dette. “TAK MARTIN!”

Jeg fulgte efter Martin, foran køen, og ind ad en sidedør så vi undgik den røde løber, og i stedet kom ind ved siden af den, direkte ind i presseboksen. Jeg fik hilst på biografdirektøren som stod for arrangementet, og min ven Jim Lyngvild var der også for at dække begivenheden for Ekstra Bladet. Min puls begyndte så småt at falde til et normalt niveau, og min kropstemperatur gik fra febervildelse til forårslun.

I stedet for at blive i presseboksen gik jeg ud på den anden side, så jeg på den måde stod inde i den første del af Imperial. I et hjørne, gemt godt af vejen, men alligevel tæt nok på presseboksen til at jeg hele tiden kunne se Martin, og føle at jeg ikke var helt alene…

Og det var en fin løsning. Lige indtil de åbnede dørene, og folk VÆLTEDE ind, op ad den røde løber, og hen i mod den del af biografen hvor jeg også stod! Og samtidigt med at horden af vilde gnuer som i Løvernes Konge hastigt nærmede sig min lille enklave, forsvandt også Martin ud af syne! Fra at være tæt på toppen og afslappet, gik jeg på et halvt minut til at styrtsvede og være alt andet end cool! Jeg følte mig pludselig helt alene, og trængt op i en krog. Det hjørne der før havde reddet mig, føltes nu mere som et lille bitte fængsel hvor væggene kom tættere og tættere på jo flere mennesker der fik mast sig ind i biografen, end det rare lille helle det havde været for få minutter siden!

Jeg overbeviste mig selv om, at mit lille hjørne stadig var det bedste sted at stå, men ak ak hvor tog jeg dog fejl. Det viste sig nemlig at to af skuespillerne fra filmen også var på vej, og snart ville indtage den røde løber, med det udfald, at netop mit spot ved siden af presseboksen pludselig blev til et stærkt eftertragtet sted at være for autografjæggere, teenange-papparazier og små unger med deres mobilkameraer! Der findes kun én ting værre end mange mennesker – mange BØRN!!

Så med vemod måtte jeg lade mig presse ud af mit hjørne, og forlade den ellers så sikre havn, og bevæge mig ud i mængden af forventningsfulde biografgængere…

Jeg fandt dog hurtigt et nyt lille hjørne ved trappen, tæt på bagudgangen, hvor jeg stort set i ro og fred kunne stå og betragte det kaos der efterhånden herskede i Imperial.

Jeg vil ikke kede dig mere med mine angstanfald, men i stedet hoppe frem til filmens start! Dog vil jeg da lige blære mig med, at jeg så mit store idol, den altid sommerbrune nyhedsvært, Jes Dorph-Petersen. Man kan da ikke andet end at komme i godt humør af at se på den glade dreng! Der var tilsyneladende også en del andre kendte, men jeg aner ikke hvem de var, selvom fotograferne blitzede løs. Heller ikke de to unge smukke kvinder fra filmen vidste jeg hvem var – desværre. Jo, forresten! Da alle var blevet lukket ind, og de var 2 sekunder fra at rulle den røde løber sammen, kom drengerøven Oliver Bjerrehuus lallende ind ad døren… Der er noget der hedder fashionable late, og så er der noget der hedder mangel på respekt for arrangementet og dårlig stil. Og nej Oliver, du hørte den dag ikke til i den første kategori!

Efter stort set alle, selv Oliver B. var blevet lukket ind, og klokken havde ringet uafbrudt i 15 minutter, fandt Martin og jeg frem til vores pladser, der dog i mellemtiden var blevet okuperet af to herrer. Og fandme om det ikke Jim Lyngvild var den ene! Jeg spurgte om han ved et tilfælde OGSÅ havde fået Række 8, Sæde 18 og 20? Det havde han naturligvis ikke. Klaphatten havde derimod smidt sine egne to billetter væk, og havde derfor blot sat sig på to tomme pladser… Tsk tsk tsk. Op med jer igen, og ud og led efter to nye tomme pladser. Ándale ándale! Jim, du er fantastisk, men det er sgu en ommer!

Vi fik sat os, og filmen gik igang. Jeg har tidligere forsøgt at se en Harry Potter film fra start til slut, men det er endnu ikke lykkes mig at fuldføre den bedrift, men nu var jeg jo nærmest tvunget til at blive filmen ud. Når man får noget gratis, og bliver inviteret, så går man ikke midt i filmen. Det ville være skidt etikette! Og på den anden side havde jeg også hørt meget godt om den bog filmen var baseret på, så jeg så egentlig frem til knap 3 timer i selskab med brillemanden Harry.

Men men men – mine forventninger blev langt fra indfriet! Og jeg var bestemt ikke den eneste der var træt af tryllestave, dværge med sjove hatte, kæmper med underlige kæledyr og Dumbledores lange hvide skæg. Efter godt 30 minutters “magi” faldt Martin i søvn… Og ikke nok med det. Han SNORKEDE! Og det så højt, at jeg måtte puffe til ham flere gange, for at kunne høre de ellers imponerende lydeffekter i filmen. Men ikke kun Martin havde fået nok af Harry og hans fantastiske eventyr. Til min anden side sad en ung kvinde, der også fik sig en velfortjent blunder. Forståeligt! Jeg selv kæmpede også med mine øjenlåg om magten over mit synsfelt, og kun en overmenneskelig anstrengelse gjorde, at jeg kunne holde mig vågen! Jeg tænkte også konstant på min roomie der er inkarneret fan af Harry Potter serien, og hun ville slå mig ihjel hvis jeg kom hjem og fortalte, at jeg var faldet i søvn til gallapremieren.

Og noget helt andet – hvad sker der lige for Harry Potters konstante overspillethed! Jeg er sikker på at han har gået på en teaterskole. Hans vejrtrækning og mimik er så irriterende overdrevet konstant, og han har kun 2 – 3 ansigtsudtryk. Jeg får SÅ meget lyst til at stikke ham en flad, skrige ham ind i hovedet, og bede ham om at LIV FOR HELVEDE LIDT OP DIN FUCKING DAVID COPPERFIELD WANNABE!! At de film er blevet så populære kan UMULIGT skylde hans skuespil. Det er så elendigt, at han ville blive grint ud til optagelsesprøverne på Den Danske Filmskole. Prøv selv at læg mærke til hans mund i hver ENESTE scene! Den gør noget unaturligt og irriterende HELE TIDEN! Det er en kombination af hans vejrtrækning og smil. Aaaarrghh!! Bare af at tænke på det bliver jeg rastløs!!!

Nå, men efter denne umenneskelige tortur (er filmen egentlig overhovedet blevet godkendt af Amnesty International??) var overstået, og rulleteksterne så småt begyndte at vise deres længe ventede ansigt, havde jeg forventet et stående bifald! Der var trods alt samlet en del af den indre kerne af Harry Potter fans i salen, og uanset hvad ville man da tro at de nok skulle klappe skindet af deres små buttede håndflader, og kaste om sig med englestøv og besværgelser – men det store bifald udeblev. Jo jo, der blev da klappet, men ikke meget mere end man hører når Kaptajnen lander et fly på Mallorca. Og med rette!

Jeg har sjældent set en så kedsommelig film som Harry Potter og Halvblodsprinsen. Til gengæld fik jeg trænet mine evner ud i at forsvinde i en mængde af mennesker, og lade som om jeg da overhovedet ikke er alene i biografen! Forhåbentligt ikke en evne jeg kommer til at bruge indenfor en overskuelig fremtid, men alligevel ikke helt spildt aften.

Jeg gir filmen 1 ud af 6 mulige stjerner. Og det kun fordi det trods alt havde været en begivenhedsrig aften!